Rejsebrev nr.2 31.01.2009 Buenos Aires

Vi traf en dame, som var ude at lufte sin skildpadde. Lige ved siden af var der hundeparkeringsplads med 20-30 hylende og gående hunde.

avenida 9. julio med obelisk i baggrunden

Rejsebrev nr. 2 Argentina
31.01.2009 Buenos Aires
Byen rummer 2,8 mill. Indbyggere (med forstæder 11,4 mill) så det er en slags storby. I hvert fald noget større end Flensborg, Bare for at sammenligne med noget kendt.
Landet blev selvstændigt 1816 da General San Martin vristede landet ud af englændernes favntag. (Landet var oprindelig en spansk koloni) Den 9. juli 1816 fejres som nationaldag. Der fulgte mange ustabile år men i 1862 kom Bartolome Mitres i præsidentembedet og nu fulgte 70 års stabil vækst. Argentina blev et af de rigeste lande i verden og Buenos Aires oplevede en kolossal udvikling som det økonomiske centrum, 1880 blev Buenos Aires erklæret som hovedstad for Argentina. Det bybillede man ser i dag hidrører fra den tid. Den brede boulevard Avenida 9. Julio med 6 vognbaner i hver retning, og flere andre præger byen i dag. Men vi kunne ikke undgå at lægge mærke til fattigdom i udkantsområderne, med høje betonkasser i en sørgelig forfatning

Landet har været splittet mellem konservative og liberale politikere. I perioden 1946-1955 var Juan Peron valgt som præsident. Han blev genvalgt 1973, men døde kort efter. Så overtog hans kone Eva Peron posten. Men hun blev styret af en militærjunta som holdt landet i en jernnæve. Eva Peron æres stadig bl. a. fordi hun fik lov til at lave nogle populære foranstaltninger for den fattige del af befolkningen. Men aldrig mere end at Juntaen havde landet i sin hule hånd. Værst var der den fejlslagne Falklandskrig 1982, som efterfulgtes af en dyb økonomisk krise.
Efter 1983 har Argentina været et demokrati. Bortset fra en økonomisk krise 2001 har der været stor fremgang. Og priserne er i dag næsten de samme som i Europa.
Vores bytur gik til Obelisken rejst fordi Buenos Aires blev landet hovedstad i 1880. Den står midt imellem de mange vognbaner og anlægget besøges af alle argentinere, som kommer til Buenos Aires.
Vi slentrede ned af en diagonal gade som skulle føre os til Plaza de Mayo, hvor Cathedrale Metropolitana ligger.
Da Juan de Garay grundlagde Buenos Aires 1580 valgte han også det sted, hvor der skulle være en hovedkirke.
Domkirken i dens nuværende udseende er færdigbygget 1822. Facaden er bygget 1827. Taget bæres af 12 søjler i korintisk stil. Hver symboliserer en af de 12 apostle. Den er bygget efter romersk skik som en 3 skibet korskirke med tilstødende kapeller. Her finder man i den nordlige side General Jose de San Martins grav.

Det var ham med selvstændigheds krigen 1816. På bagsiden af hans grav findes ” den ukendte soldats grav” Det er selvfølgelig for at han ikke skal være ukendt, selvom det jo altid er de ukendte som skal udføre det beskidte arbejde.

Soldater som holde vagt ved Jose San Martin's grav

Det er et virkeligt helligsted. Så der står to levende soldater ved indgangen til gravkapellet. Da jeg så de 2 soldater var jeg ikke klar over at det var levende mennesker. Jeg stillede mig og kikkede lige ind i det jeg troede var en voksfigur eller skulptur, men så vippede han lidt frem og lidt tilbage og jeg blev klar over min fejltagelse.
Inger sad på en bænk og fandt ud af at gulvet var fyldt med blomster i smukke mosaikker. Jeg gik lidt rundt, men blev pludselig prajet af en ung mand. Han spurgte mig, om der var noget han kunne hjælpe med, og jeg stillede et par spørgsmål. Så var det hans tur til at få stillet sin nysgerrighed.

Horatio sammen med Inger i Katedralen.

Da han hørte at vi var danskere fortalte han at hans fraskilte mor var blevet gift med en af dansk afstamning i den danske menighed i Tandil ca 400 km syd for Buenos Aires. Vi fik en interessant samtale om de danske menigheder i Argentina, som han åbenbart vidste en del om. Jeg fortalte om DKS og det danske mindretal i Sydslesvig.
Så blev der tid til at slentre ned af en lang gågade som hed Florida. Der var mange mennesker på gaden men det var jo lørdag, så forretningerne begyndte at lukke.
Vi fandt en sjov lille restaurant som var for den lokale befolkning. Vi var ikke sultne, men ville gerne have en øl. Værten kom med 1 liter til 10 Pesos (gang med 2 for at få danske kroner) man kunne også få en buffet for 18 pesos. Ih hvor vi nød vores kolde øl. Ved et bord foran sad der en familie med mand og kone og dreng og pige. Inger havde købt en løjerlig hat som fan for en fodboldklub. Jeg tog et billede, men så bad jeg manden tage et af os. Det kunne han slet ikke finde ud af, men det kunne sønnen. Da vi sad med vores øl igen begyndte konen at lave tegnsprog til mig. Hun pegede på drengen og så antydede hun at det var hans pige der sad ved siden af og at hun var meget glad for det valg. Hun lavede så meget sjov, at vi efterhånden grinede alle sammen. Sønnen kunne ganske lidt engelsk, og parret med mine formidable kundskaber i spansk kunne vi gøre os forståelige. Konen hed Jesephina og manden Raoul, drengen hed Mamas og pigen Karen. Men Josephine havde fået 7 børn, og Mamas var den yngste. Jeg fortalte at jeg havde 6 børn, men med 2 koner. Så grinede Jesephine igen og satte sådan en skældud finger op, for det var da noget værre noget. Men i øvrigt havde kun hun ring på og manden ikke, så det drillede vi dem lidt med. En anden af restaurantens gæster hjalp med det sproglige. Han kunne engelsk, og han advarede os mod at gå i mørke gader,, for vi kunne let blive overfaldet og truet med kniv til at udlevere vore værdigenstande.

Josephine, Raoul og Mamas og Karen
Det var en herlig oplevelse og det endte med at hun kom over og gav hver af os et stort knus, og derefter kom manden og sønnen og kæresten og gjorde det samme. Jo vi blev sandelig underholdt. Regningen var på 46 Pesos. Men jeg protesterede for vi havde ikke spist noget kun drukket 1 liter øl. Så fik vi det for 10 pesos som aftalt.
Inger og jeg vendte tilbage til vores hotel. Inger var træt, men jeg vidste at vi manglede pesos til taxaen i morgen. Så jeg tog af sted igen for at veksle. Forinden gemte jeg mine 200 Euro som jeg ville veksle inde i en pung på maven og så tømte jeg min lille møntpung for mine kreditkort, kørekort og ADAC kort. Der lå en del visitkort i pungen og nogle euro mønter samt en 10 Euro seddel. Den pung puttede jeg i min højre lomme.
Jeg passerede Av. 9. Julio for at komme ned til Av. Florida, hvor der skulle være et vekselsted, som havde åbent lørdag også.
Da jeg passerede under en altan mærkede jeg at der faldt en klat ned i min hat. En due det betyder lykke. Men jeg gjorde ikke noget særligt ved det. Lidt bag mig kaldte en midaldrende dame Signor Signor. Så kom hun med en smule serviet, som hun havde i sin taske og rakte mig den så jeg kunne tørre mig i nakken, hvor der også var løbet noget ned. En anden dame, kom og hjalp til og de fik lidt vand fra min flaske for at tørre det på ryggen og vist nok også noget ved siden. Jeg takkede dem mange gange. Muchas gracias. Og fortsatte min gang. Så mærkede jeg ned i venstre side og vups, der var min pung væk. De to sataner, var altså ikke spor hjælpsomme. De havde formodentligt selv sprøjtet mig med noget ketchup på hat og ryg og bukser for at stjæle fra mig. Oh hvor jeg ærgrede mig. Jeg lovede mig selv at Inger i hvert fald ikke skulle få noget at vide, så jeg håber I holder tæt. Hun holde bare formaningstale.
Solen skinner og jeg fik en rigtig fin vekselkurs 415 pesos for 100 Euro. I lufthavnen fik jeg 382 Pesos. Ak verden vil bedrages, og mest turisterne i den verden.
Nu er vi klar til at borde ”Celebrity Infinity” i morgen. Så går turen ud på de vilde vover. Først til Montevideo i Uruguay.
Kærlig hilsen (Inger) og Niels Ebbe