Rejsebrev xstra Santiago

Pigerne har altsaa runde former. De er ikke ret hoeje. Jeg ragede op over alle.
Frisoer paaaaben gade

Pigen i lyseroedt hartaarer loebende ned af kinderne

De stod i koe for at blive velsignet

Og saa drattede de om

Rejsebrev xstra
15.02.2009 Santiago kl. 18:30
Jeg havde lovet jer, at nu var det slut, men jeg har lige lidt spændende at fortælle. Inger ville ikke med på en bytur, så jeg tog metroen til centrum. Der var et stort gågade område og familier med børn var på gaden. Det er sommerferie her nu, og jeg tror mange bare tager ind til byen for at slentre eller shoppe.
Der var et stort opløb og jeg så en gammel dame, som lå med ansigtet ned i gaden, jeg troede at hun var besvimet på grund af varmen. Men nej. Det var et vækkelsesmøde. En mand i rød jakke stod og velsignede folk og en efter en drattede de om på gaden. Se billederne. De lå fuldstændig i trance og nogen viftede med tøj foran dem.
Efter at have set domkirken og Plazza Arma gik jeg forbi et sted, hvor en dame var ved at få ordnet hår af en frisør. Ude midt på fortovet. Se billedet.
Lige ved siden af var der en fortovskafe. Og hvem sad der? Birgit og Carsten, som vi havde sagt farvel til for 5 timer siden.
Birgit var lidt rystet for hun havde lige været ude for et røverisk overfald. Hun plejede altid at tage sine similismykker på, men netop i dag havde hun taget en guldhalskæde på. Pludselig var der kommet en mand forfra og havde revet guldkæden af halsen på hende, hun havde røde mærket efter det. Carsten var spænet efter ham, men Birgit havde råbt at han skulle lade være. Det kunne ikke hjælpe at han kom til skade. Politiet havde været venlige, men der var ingen der kunne andet end spansk. Til sidst havde de siddet 2 timer på en politistation for at få anmeldt røveriet.
Det var en grim oplevelse, men vi druknede sorgen i 1 liter Heineken øl, så intet er så galt uden det er godt for noget. I dette tilfælde tørsten.
Vi har undret os over, hvorfor alle pige unge som gamle har så udpræget en figur. De ser virkelig ud til at være fejlernærede, se på billedet.
Nå nu vil Inger jeg ud at spise og så glæder vi os over vores rolige hotel.
Slut herfra
Kærlig hilsen Inger og Niels Ebbe

Rejsebrev nr. 14. Santiago Sidste rejsebrev

Rejsebrev nr 14
15.02.2009 Santiago
Så er turen ved at være slut. De sidste 2 dage har vi været på vej fra Porto Montt til Valparaiso og vejret har været gråt og regnfuldt. Men Inger har vundet alles hjerter med sit strikkeri. Både tjenere og gæster har flokkedes om hende for at se hvordan knætæppet lidt efter lidt er blevet til. Alle 15 firkanter er strilkket og nu sidder Inger såmænd på værelset og hækler kanten rundt om.
Vi var meget imponeret over hvor gnidningsløst det gik at komme fra borde. I går fik vi besked om at vi skulle sætte en beige farvet etiket på vores kufferter og stille dem udenfor inden midnat. Aftenen gik med at spise 4 retter fornem mad i Trellis restaurant og bagefter teaterforestilling i vores private teater med plads til 900 tilskuere, sammen med vores gode rejsefæller Birgit og Carsten Ibsen.
På en seddel stod der, at vi skulle melde os et bestemt sted kl. 07:45 Kl.-8:00 gik vi fra borde sammen med Birgit og Carsten med vores håndbagage. Så gik vi lige ud i en bus, som kørte os hele havneterrænet igennem til en stor hal. Der stod vores kufferter sorteret efter farve og nummer, og vi kunne lige gå hen og hente dem. En venlig drager læssede dem op på en vogn og så var vi ude. Vi sagde at vi ville have en taxi til Santiago alle 4. Der var flere der bød sig til prisen var 250 dollars. Men så sagde en mand at han ville gøre det for 160 dollars. Jamen kunne han have bagagen? Ja ja hvis bare noget af det kom op på taget, og der er som bekendt højt til loftet.
Så slæbte vi af sted med vores tunge kufferter og fulgte en fremmed mand. Han var lidt foran og slæbte mine kufferter forrest. Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg igen var LIDT naiv. Han kunne jo have nogen allierede som stjal alt hvad vi havde. Men man skal ikke altid være så mistænksom. Da han drejede ned af en gade, ventede han på os, og viste os sin Toyota Yaris.- Kunne vi 4 virkelig være i den, med 4 store kufferter plus håndbagage? Ingen problem. Op på taget med vores de største kufferter og resten i bagagerummet og resten på skødet.
Hector Enriques hed vores chauffør. Han kunne tale lidt engelsk og fortalte at han havde 2 børn, tvillinger, en dreng og en pige. Og han var en meget venlig mand i alle måder. Han kørte meget hensynsfuldt og der var virkelig meget politi på den 1½ times køretur til Santiago.
Han havde noget svært ved at finde rundt i Santiago og fandt først vores hotel efter nogen køren omkring.
Voers venner fortsatte til deres hotel.
Vi har fået et stort værelse for 50 dollars incl. Morgenmad og det var som beregnet forudbetalt, og vi bor i en meget rolig del af Santiago. Her er en internet stue, hvor man gratis kan skrive og sende som man vil.
Men nu er det slut med disse rejsebreve. Jeg går ud fra at jeg ikke bliver bestjålet mere i denne omgang, så der er ikke meget mere at skrive om. Tak til jer, der gad følge os hele vejen igennem.
Tak for jeres kommentarer på bloggen, som vi har læst med glæde.
Kærlig hilsen og på gensyn fra Inger og Niels Ebbe
NB: Vi har fået et fint certificat på at vi har passeret Kap Horn.

Rejsebrev nr. 13 Celebrity Infinity

Rejsebrev nr.13
12.02.2009 Magellan Strædet
Jeg gik lidt op ad en gade i Punta Arenas. Ville finde Magellan museet. Spurgte en mand, som stod ved en bil. Han forklarede at det var 3 gader op 5 gader til højre. Det regnede. I bilen, en enorm stor firehjulstrækker, sad en meget skægget mand og en kvinde på bagsædet. Han vinkede til mig, at jeg skulle sætte mig ind i bilen. Ja og det gjorde jeg altså uden betænkning, kun taknemmelig over, at nogen ville køre mig derhen. Da jeg fortalte om episoden på båden sagde Carsten Ibsen: Det havde han aldrig gjort, man kunne jo ikke vide hvem det var der kørte og om det var en fælle. Først bagefter har jeg tænkt at jeg er utrolig naiv, I andre har sikkert opdaget det for længe siden, men det er ved at gå op for mig selv. Men det er nu rarere at have tillid til folk end mistillid. Så må det jo koste en skuffelse en gang imellem, sådan som det gjorde i Buenos Aires, da to rigtige damer ville ”tørre fugleskidt af min hat og skjorte” og i stedet for stjal min pung.
Men i denne omgang var det var en venlig mand, som ville hjælpe en turist til at finde museet. Han var 45 år og levede af fiskeri og havde boet i Punta Arenas de sidste 25 år. Jeg sad på bagsædet ved siden af en ung pige, som kunne lidt engelsk. Vi fik snakket og de kørte mig direkte til museet i regnvejret. Jeg stod ud, gav ham mit visitkort og sagde mange tak.
Museet var ikke noget at skrive hjem om, men der var da lidt maritimt udstyr fra gamle dage og nogle plancher alt sammen på spansk. Ellers var det mest gamle interiør fra 1800 tallet. Så der var ikke noget, der barer lugtede af Ferdinand Magellan. Jeg stod lidt i kø for at købe billet, men da det blev min tur nægtede manden af tage dollars. Så jeg måtte ud igen og over gaden var der en internetcafe, som godt ville veksle 5 dollars. 580 Chilenske pesos til 1 dollar. Billetten kostede 1000 pesos. Jeg betalte med 2000 og billetmanden ” glemte at give mig penge tilbage”. Men så naiv er jeg heller ikke, så…
Bagefter sendte jeg mine rejsebreve ved hjælp af min egen netbook, og det lykkedes også at få kontakt med venner i Danmark på Skype. Internetforbindelsen var imidlertid meget dårlig og blev ved med at gå ned, så jeg kunne ikke helt slutte min redigering af bloggen førend der var totalt lukket. Alle forlod internetcafeen og jeg skulle kun betale 100 pesos.
Da jeg kom op på torvet hvor Magellans statue står løb jeg lige ind i George og damen og vennen. Det blev et hyggeligt gensyn og vi fotograferede gensidigt hinanden, og jeg fik et billede af hans store bil. Der var store smil fremme og gensynsglæde.
Da jeg vendte tilbage på båden var der en seddel på vores dør, at jeg var blevet inviteret til at besøge broen, næste dag kl. 10.
Sidst på dagen begyndte det at blæse, og vi kunne tydeligt mærke, at nu var der omslag i vejret. Det blev bidende koldt og natten faldt på medens vi sejlede ud i Magellans Strædet på vores vej mod næste mål Puerto Mont
Næste dag vippede båden kraftigt. Det stormede. Vi var flere stedet udenfor den bestyttede skærgård på det åbne Stillehav, som aldeles ikke var spor stille. Vestenvinden var utrolig hård. Allerede inde i Punta Arenas havde jeg fået et par vindstød så kraftige, at jeg kunne læne mig mod vinden. Nu var vi til havs og fik rigtigt at føle hvordan de gamle skibe har kæmpet med storme i dette område. Jeg læste om Kaptajn Bligh som vi kender fra Mytteriet på Bounty. Han nåede til Kap Horn, men efter talrige forgæves forsøg på at kommer igennem vind og strøm med sine skibe måtte han give op og vælge at sejle syd om Afrika for at komme til Indien.
Vores luksusliner havde naturligvis ingen problemer, men den hældede så kraftigt, at alt røg ned af bordene og møbler på soldæk og ved swimmingpool blev kastet rundt inden de blev forsvarligt surret. Vandet i vores svømmebassiner væltede ud og dækkede hele soldækket så styrbord side, altså den læ side af soldækket på 10 dæk var fyldt med vand, som skvulpede frem og tilbage.
Inde i spisesalonen flød gulvet med vand og andet og der blev lagt håndklæder ud, for at vi kunne færdes nogenlunde sikkert. Vinden nåede over 75 knob og det skal jeg regne om, når jeg kommer hjem for at få det i m/s. Carsten og Birgit ville gå en tur på dækket, men måtte opgive. Vinden var for stærk.
Besøget på broen blev udsat på grund af vejret, men kun 1 time.
Vi var ca 20 personer, som blev lukket op i styrehuset. En officer fortalte om skibet. Båden er det man kalder Panama Max størrelse. Dvs. den er netop så stor og så bred, så den kan gå igennem Panama Kanalen. 250 m. lang og 36 m bred. Fra vandoverfladen og til det øverste dæk er der 54 m. og der 8,6 m under vandoverfladen. Skibet drives af 2 store motorer på hver 27000 Ph og der er ingen ror. INGEN ROR. Den styres ved hjælp af de 5, 4 m i diameter store propeller i agterenden og foran er der 2 propeller i hver side som kan dirigere skibet sidelæns. Max speed er 24 knob. Så kom vores officer med en forbløffende oplysning. Udgiften til olie for en 14 dages tur var – ja hold jer nu godt fast – 3.000.000 Dollars. Jeg hæftede mig ved tallet, for det var da grove manne penge. Så var rundvisningen forbi og vi sagde tak for denne gang.
Jeg fortalte naturligvis til enhver, der gad høre på det om mit besøg på broen. Nå kan man det., kan man komme derop, det vidste jeg ikke, var der flere, der sagde. Jeg fortalte også om at det kostede 3 mill dollars for et 14 dages togt i brændstof. De fleste slugte oplysningen råt, men Carsten tog papir og blyant og lynhurtigt fandt han ud af, at så skulle hver passager betale 1500 dollars, når vi var 2000 gæster ombord. Det kunne da vist ikke passe. Nu er jeg jo en meget forsigtig mand, ja ja, det er der ikke så mange der har opdaget, så jeg blev usikker. Havde jeg hørt forkert? Kunne jeg måske ikke huske det rigtige tal?
Jeg henvendte mig i Guest Relations, der hvor alle vore problemer bliver løst. De vidste ikke noget. Jamen kan I ikke spørge på broen? Nej, det kunne man ikke ulejlige dem med. Men der skulle nok komme besked på min telefon i kabinen. Hele eftermiddagen ventede jeg på svar. Der kom ikke noget. Så igen til gæste skranken, forklare en ny mand der, hvad spørgsmålet gik ud på. Heller ikke noget resultat. 3. gang jeg henvendte mig kom jeg til at tale med chefen for gæste relationer. Han skrev op , hvad jeg sagde og gav mig derpå sit visitkort, så skulle han nok tage affære.
Der skete heller ikke noget den næste dag. Så tog jeg visitkort og bad om at tale med ham selv. Det hjalp. Han havde ikke noget svar,, men foreslog, at jeg tog endnu et besøg på broen, så kunne jeg selv spørge. Tak for det. 15 min efter var jeg med i en anden gruppe som kom på broen. Da officeren kom til oplysningen af udgiften kan I nok tro, der var en, der ikke ville gå glip af hvad han sagde. ”14 dages tur koster i brændstof 3 mill dollars. Efter hans gennemgang forelagde jeg ham mit lille regnestykke og mente, at så var der jo ikke penge til mandskabet også. Han studsede. Tog telefonen og fik beløbet bekræftet med den kommentar, at 24 timers drift med fuld speed altså 24 knob kostede 280.000 dollars, men vi sejlede ikke fuld speed hele tiden, så der blev sparet på brændstoffet på vores tur.
Så nu kan jeg vist ikke koge mere suppe på den pølsepind. Vi har i 2 dage haft rigtig dårligt vejr med regn og blæst og dis. Der har stort set ikke været noget at se. Tænk sig, vi kunne have været ligeså uheldige, da vi rundede Kap Horn, men da skinnede solen og søen var helt blank.-
Nu er tågen lettet lidt, men der har ikke været meget at se i flere dage. Inger strikker og strikker og alle damerne og såmænd også mange herrer står omkring hende og det skaber en masse kontakt. Hun strikker firkanter og 15 firkanter skal danne et knætæppe. Damerne er grønne af misundelse over at de ikke har pinde og garn med. Men Inger har været klog.
Af Birgit fik jeg lov til at låne en bog skrevet af Stig Larsen: Fra Malaga til Kap Horn i storm og blæst. Om en mand og en kvinde, som i 1984 sejlede en 37 fod stålbåd fra Malaga til Sydamerika og rundt om Hornet og op til Peru. Hvad de kom ud for af storme trodser enhver beskrivelse. Vi har intet oplevet af den slags. Heldigvis

Rejsebrev nr. 12 Punta Arenas, Chile

Rejsebrev nr.12
10.02.2009 Punta Arenas Chile i Magellan Strædet
Punta Arenas betyder Sand punktet. Byen har 150.000 indbyggere og er den største så langt mod syd i Patagonien. Den er opstået på grund handelsruten Stillehavet Atlanterhavet, og dens succes beroede alene på den trafik. Efter Panama Kanalens åbning 1914 mistede den en stor del af sin betydning. Nu er den mest hjemsted for atlanterhavs fiskeri og den nyder godt af en toldfri zone. Der er dog også stadig store tankskibe med olie, som passerer igennem.
Hvad var det Ferdinand Magellan blev berømt for?
Kejser Karl V eller Kong Karl I af Spanien var blevet ivrig efter at udforske verden for at finde nye rigdomme. Først var der Columbus som 1498 opdagede Amerika og i 1519 sejlede en flåde på 5 skibe med i alt 270 mand ud fra Spaniens havn, Port Sanlucar de Barrameda. Søfolkene vidste ikke hvad det gik ud på og de kom virkelig ud for storme, sult, tørst, sygdom, desertering, mytteri og skibbrud.
21. oktober 1520 sejlede kaptajn Juan Sebastian Elcano til et punkt 52.30.13 S og 68.28.54 W det sted som i dag bærer admiral Ferdinand Magellans navn. Der var fundet en sikkert vej mellem Atlanten og Stillehavet. Magellans skibe sejlede den 350 sømil lange rute til Stillehavet og fortsatte. 27. april 1521 blev Magellan dødeligt såret af indfødte på Fillippinerne. Det sidste han sagde var at hans mandskab skulle skynde sig tilbage til skibene for at redde livet. Han selv døde der.
6. september 1522 3 år og 1 måned efter at flåden havde forladt Spanien med 5 skibe og 270 mand kom Elcano med 1 skib og 17 mand tilbage efter at have foretaget den første jordomsejling hvor de navigerede ved hjælp af sol og stjerner..
Det er det jeg ligesom står og tænker på, når jeg kikker fra vores store damper på Magellan Strædet.
Nu går jeg i land for at se Punta Arenas. Inger foretrækker at blive om bord, og vejret ser slet ikke ud til at være særligt godt. Det er koldt og blæsende og det ene øjeblik titter solen igennem, det næste øjeblik regner det og er tåget.
Jeg finder måske en internetkafe, så kan jeg prøve at få kontakt med jeg derhjemme.

Det lykkedes jeg har netop opdateret mine rejsebreve og er ved at læse mail. For ½ time siden besøgte jeg Magellan museet og så hans statue på en stor plads.
Kærlig hilsen Inger og Niels Ebbe
Punta Arenas

Rejsebrev nr 11. Beagle Kanal Argentina 09.02.09

Rejsebrev nr. 11
Beagle Chanal 09.02.2009
Ushuaia ligget fantastisk flot ved foden af høje bjerge på alle sider. Det siges at indflyvningen til den lille lufthavn kræver en dygtig pilot. Dem må der være mange af, for vi så ikke nogen flyvere der faldt ned, medens vi var der. Inger tilføjer vi så heller ikke nogenflyvere.
Det lykkedes med nogen vanskeligheder at få sendt vores blog fra en internetcafe, men Inger nåede at blive meget utålmodig, da forbindelsen var ret upålidelig og langsom. 2 timer sad jeg ved computeren og så fik jeg endda ikke oploades alle billeder. Når I nu læser mine udgydelser, så skal I lige have i baghovedet at jeg også gør dette med bloggen for at fastholde indtryk og selv huske, hvad vi har oplevet.
Nå men vi forlod Ushuaia for at gå ind i Beagle Kanalen. På begge sider rejser bjergene sig med stejle vægge og op til 3000 m. højde. På klippesiderne kunne man tydeligt se skurestriber fra istiden. Ind mellem var der fjorde og netop nu har vi passeret nogle store gletchere. Et af stederne var der endog et højt og voldsomt vandfald af smeltevand fra gletcheren. Temperaturen er lav. Omkring frydepunktet og når vi går på det øverste dæk skal vi virkelig have varmt tøj på. Men bortset fra det er vi utrolig heldige med vejret. Solen har skinnet i dag i lang tid, og det gjorde passagen af gletcherne endnu flottere. Man kan rigtig se de blå isformationer i det skarpe sollys. Men kort efter regner det og nu er Inger og gået ned i kammeret for at læse og om lidt gå til ro. I morgen skulle vi vågne op i Punta Arena i Magellan strædet. God nat.

Rejsebrev nr. 10. Ushuaia, Argentina

Rejsebrev nr 10
Sydamerikas sydligste by Ushuaia i Argentina
(Kap Horn er en del af Ildlandet, som hører under Chile)
I mit forrige brev nr. 9 berørte jeg til sidst de oprindelige stammer i Ildlandet. Det hører til en af de virkelig sørgelige historier at fortælle flere detaljer om dem.
I 1520 sejlede Ferdinand Magellan under Kejser Karl V’s flag igennem det stræde, som kom til at bære hans navn: Magellan Strædet. 3 hundede år senere i 1832 sejlede HMS Beagle på sin 2. opdagelsesrejse, og Charles Darwin var ombord. Darwin var forbløffet over den oprindelige befolknings primitive liv. Men da de ikke havde noget at stå imod med overfor de sygdomme, som Europæerne kom med, så døde de i massevis. De kunne heller ikke forsvare sig mod geværer og brutal nedslagtning – og på mindre end en generation var Ildlandets oprindelig folk udryddet. Som det står i min kilde: ”Folk, som havde kæmpet i 12000 år på at opretholde livet blev udryddet på 50 år.
Den anglikanske kirke så det som en missionsopgave at gøre de oprindelige folk kristne. Midt i 1800 tallet kom Waite Hockin Sterling og oprettede en missionsskole. Den første egentlige ansatte var Thomas Bridges, men det er hans søn, jeg vil fortælle lidt om. Lucas voksede op blandt de indfødte og lærte deres sprog og skikke. Han skrev som knap 75 årig en bog som beskrev de oprindelig folk og sammenstødet mellem kulturerne. Bogen kom 1948 og Bridges familien bliver i dag højt æret i Ushuaia.
Men det blev ikke det som for alvor satte Ushuaia på landkortet. Det blev et frygtet fængsel, som argentinerne byggede og som hele byen voksede op omkring, i dag er der 40.000 indb. Fangerne byggede selv fængslet og blev siden sat til at fælde træer og tilvirke tømmer eller brænde til civilbefolkningens kakkelovne. Helt frem til 1947 var fængslet hjemsted for nogle af de værste forbrydere, men også politiske fanger, var der. Der var 380 celler med plads til 800 fanger. I dag er fængslet museum.

Rejsebrev nr. 9 Kap Horn

Rejsebrev nr. 9
Ud for Kap Horn på positionen 55.59.991 S og 67.20.663 W kl. 14:24 lokal tid.
Efter en særdeles rolig sejlads fra Falklandsøerne kom vi her til formiddag til Kap Horn. Det er en klippeø som er en del af Chile, som har en masse farlige skær lige rundt omkring, og den har i gennem årene kostet mange søfolk livet. De to store have Stillehavet med lange bølger og stærk vestlig vind rammer Atlanterhavets krappe bølger og normalt er der storm netop her.
Jeg tror det er fordi jeg er med (sagt i al beskedenhed) at vi denne gang har det mest strålende solskin og en moderat vind. I hvert fald bliver der sagt, at det er længe siden vejret har været så flot, når de var her. Og da jeg jo ikke har været med før, så siger det jo lidt om sagen, ikke sandt. Så måske alligevel bønner har en vis virkning!!!
Ingen er søsyge eller dårlige, humøret er i top og hattene blæser af, hvis vi ikke holder godt fast på dem. Jeg tror langt de fleste passagerer var oppe på 11. dæk for at fotografere. Skibet hældede betænkeligt til styrbord side, men det var nu nok alligevel vinden, som fik den til det. Vi stod der i hundrede vis med vores cameraer og knipsede det ene billede efter det andet. Jeg tænkt på Peter Matthiesen, som i sin fars Great Dane på 28 fod havde rundet dette punkt helt alene, nej jeg tror nok han havde Miss med. Men jeg glemmer ikke, da han fortalte, at han netop her fik kontakt til en radioamatør, som lod ham tale direkte med sin far i Danmark. Det må have været et stort øjeblik, for de havde ikke hørt fra ham i meget lang tid, og det var jul. Og jeg tænkte på en pige Ellen Mac Arthur som alene i en store 44 fods katemaran slog verdens rekorden for singelhand sejlads rundt om jorden. Den hurtigste båd nogensinde. Detaljerne kan jeg ikke huske, men jeg har en optagelse fra TV fra hendes fantastiske sejlads. Hun rundede hornet i storm. Vi har også en sejlerkammerat i Gråsten sejlklub som sidste år fløj til Ushuaia og gik ombord i ”SOL” Kim og Gittes båd og sejlede rundt om hornet. Det var det eneste han manglede i at komme mærkelige steder.
Men det er jo lidt mærkeligt at stå sikkert på et stort skib, for her er der i hvert fald ingen farer. Vi så en enkelt sejlbåd, som vist var ved at ankre op, hvor der var lidt læ.
Vores ”Infinity” sejlede hele vejen rundt om øen Kap Horn og nu er vi med lods ombord på ved ind i de smalle sunde med Ildlandet på vores styrbord side.
Dagen har i øvrigt været en studiedag og læsedag. Jeg har skrevet nogle sætninger på hebraisk, som Lili vores israelske bordfælle skal rette. Og jeg har også skrevet nogle sætninger på spansk, for der er god mulighed for at få dem rettet også. Inger har strikket til den store guldmedalje.
Jeg regner med at opdatere bloggen, når vi kommer til Ushuaia.

Om Kap Horn
Her er lidt historiske kendsgerninger, hvis I gider læse videre.
Der er mange beretninger om hvordan Kap Horn blev opdaget. En kendsgerning er det at Le Maire fra Holland havde fået tilladelse til at handle på Indo-Vest-Pacitic området. Han sikrede sig at have monopol på den handel: At ingen andre hollandske skibe end hans måtte sejle igennem Magellan strædet eller Kap det gode Håb i Sydafrika.
Le Maire troede der var en vej syd om Sydamerika, som gjorde det muligt at sejle fra Atlanterhavet til Stille Havet. Derfor hyrede han Willem Schouten, en kaptajn som allerede havde sejlet flere gange til de egne. Der blev rejst penge i hans hjemby, Hoorn og sammen med hans søn Jacob fik de penge til 2 skibe: Eendracht og Hoorn. Målet var at finde guld og de blev kaldt guldsøgerne. Eendracht var det største af skibene. Det lykkedes begge skibe fra afrejsen maj 1615, at komme over til Patagonien, I ved den sydlige provins i Argentina. Skibene var meget medtagne, og de måtte reparere på dem. Under det arbejde udbrød der brand på Hoorn, som udbrændte. Eendracht fortsatte alene. 8 måneder senere passerede Eendracht Magellan Strædet, og den følgende rute kom til at hedde Le Marie. De passerede det sydligste punkt og kaldte det Cape Horn efter Schoutens fødeby. Oktober 1616 afsluttedes rejsen i Batavia (hvor så det end ligger) og de fandt ikke guldskatten.

Tierra del Fuego Ildlandet
Ferdinand Magellan så ild stige op fra landet, da han kom der. Derfor kom landet til at hedde Ildlandet. Da jeg gik i skole fik vi at vide, at i Ildlandet levede nogen af de mest primitive stammer, og nogle som aldrig havde mødt folk fra andre lande. I mine papirer her på ”Infinity” som jeg holder mig til, står der, at der endnu findes nogen af de mest øde og vilde egne i verden. Der var i 1800 tallet 4 stammer, som var registreret af opdagelsesrejsende: Onas, den største, som levede en nomade tilværelse som jægere og samlere. En gruppe, der hedder Haush, og en der hedder Yaghan. I den er det kvinderne som jager. De dykker ned i iskoldt vand for at fiske konge krabber. Og endelig en gruppe som hedder Alaclufes i de aller sydligste fjorde i Chile
Så nu skal I nok få fri
Kærlig hilsen Inger og Niels Ebbe

Rejsebrev nr. 8 Falklandsøerne

Rejsebrev nr 8
06.02.2009 Port Stanley. Falklandsøerne
Sejlturen til Falklandsøerne gik fuldstændig planmæssigt og gnidningslyst. Vandet har opført sig som vand skal, når det ikke vil have skældud. Ved solopgang gled vi ind i fjorden ved den største ( fordi det er den eneste) by Port Stanley på øerne, som har 3000 indbyggere.
Denne morgen havde jeg sat telefonen til at vække. Det gør man ved blot at løfte røret og trykke på en knap for vækning, og derpå indtaste kl. 07:00. Uf hvor var det tidligt. Man er vel på ferie. Men jeg havde meldt mig til en udflugt.
Skibet ligger 2 sømil fra Stanley for anker og derfor skal alle sejles ind til byen i vores redningsbåde. Men den tur jeg havde valgt var en tur først med motorbåd til et punkt inde i bugten og derfra med 4 hjulstrækkere til pingvinernes yngleplads. Vi blev inddelt i hold på 12, for hver karavane bestående af 4 biler tog kun 12 personer med. Da jeg så bilerne skyndte jeg mig hen til en af dem, og spurgte om jeg kunne få lov at sidde på forsædet. Men der sad allerede en mand i hver af dem, og så opdagede jeg at alle bilerne havde rattet i højre side. Alt her på øerne skal være engelsk, så selvfølgelig skal de køre lige så tosset som de gør i England, nemlig i venstre side af vejen. Heldigvis fandt jeg en forsæde og Trevor, som føreren hed vidste hen hel masse, så jeg kunne få min nysgerrighed tilfredsstillet.
Der var slet ingen vej, der, hvor vi skulle køre. I kan tro, nu ved jeg hvad en firehjulstrækker kan bruges til. Ind imellem var der kæmpe store huller, som bilerne blev listet ned i og op af igen. Trevor var indfødt Falklandsbeboer og ejede selv den bil vi kørte i En Land-rover med en 4 cylindret Ford motor. Han kørte formidabelt. I forvejen var vi blevet advaret mod at tage med hvis vi havde hjerteproblemer, eller dårlig ryg eller nakke eller var gravide. Jeg vidste med mig selv at jeg ikke var det sidste,, så jeg vovede at tage med. Advarslen var fuldt berttiget. Det gik over sten og klippestykker og gennem jordbunker og løst sand. Vi kørte ca 45 min, og jeg misundte ikke Trevor, som skulle tilbage og hente et nyt læs. Undervejs kom vi forbi marker, der var afmærket med minefare. Det var områder, der endnu ikke var blevet renset fra Falklandskrigen i 1982. 2007 briter blev dræbt og 7 civile. Argentinernes tabstal er aldrig blevet gjort op, men var på over 1000.
Jeg snakkede med Trevor om krigen og sagde:: Hvorfor overlod i ikke bare øerne til Argentina. De var jo meget nærmere til at have dem, når de lå lige ved og vi måtte da kunne blive enige om at kolonitiden for længst var ovre. Hvorpå Trevor sagde: Vil du gerne gå hjem? Så talte vi ikke mere om krigen. Men jeg kunne ikke dy mig for at spørge, om der var et argentinsk mindretal og om der var skoler, hvor spansk var undervisningssproget. Jeg forklarede, at jeg selv kom fra et mindretal, som havde gode kår i forhold til flertalsbefolkningen. Han måtte indrømme at der var en argentinsk mindretal, han mente kun at det var 20 personer, men der blev ikke undervist i spansk. Det var faktisk forbudt. Der foregik nogen undervisning i privat regi i spansk. Han fortalte også at i den første tid efter krigen var det forbudt for argentinerne at komme til Falklandsøerne, som Argentinerne i øvrigt kalder Islas Malvinas. I parentes kan jeg lige fortælle at de er opkaldt efter en fransk sømand fra St. Malo i Frankrig.
Det er omstridt hvem, der først har opdaget øerne. Magellan Americo Vespucci har været der og allerede tegnet dem ind på et kort allerede i begyndelsen af 1500 tallet. Men 1592 Kom opdageren John Davis fra England. 1690 gjorde kaptajn John Strong krav på dem i Englands navn og opkaldte dem efter kongelig admiral Antony Cary af Falkland, Skotland. Det tog over ¾ århundrede førend de første britere beboede øerne. Over de næste 200 år skiftedes Frankrig, Spanien og Argentina til at gøre krav på dem.
1833 tog England den fulde kontrol over dem og 1933 blev 100 året fejret.
1982 styrede en militærjunta i Argentina landet med hård hånd. De foretog en katastrofal fejlbedømmelse, da de troede, at England uden sværdslag ville give øerne fra sig. Premiere minister Margareth Thatcher, som stod foran et valg, handlede resolut og sendte en knusende hær til øerne og Argentinas hær blev totalt nedkæmpet. Fru Thatcher blev genvalgt. Jeg er sikker på, at man skal bare røre ved nationalitets strengene så kommer folk i oprør. Nu er det naturligvis et vigtigt militært sted, og de af befolkningen jeg talte med var fuldstændig overbeviste om at de ville høre til England, og de var også britiske statsborgere.
Pinviner
Vores flinke Trevor satte os 4 af ude ved kysten. Pingvinerne gik mellem benene på os. Eller de stod bare og glanede. Naturvejlederen gjorde opmærksom på at de havde 2 gæster i dag. Det var 2 Konge-pingviner. Nøj, hvor var de flotte. De er ca 45-50 cm høje og ranke og har et gult næb og et par gule pletter ved kinderne og gult slips. Se selv på billederne. Vi var så heldige,, at de pludselig fandt på at vandre over til den snor, som afgrænsede vores bevægelsesfrihed. Så kunne vi kikke hinanden ind i øjnene og filme dem. Det var en stor og dejlig oplevelse. I alt varede turen med transport tilbage til skibet ca 3 timer og kostede 134 Us dollars. Det var godt Inger ikke var med, det havde hun ikke kunnet klare så hård som den kørsel var. Jeg kan stadig mærke i ryggen, at jeg har været ude på det vilde.
Men tilbage på skibet besluttede vi at tage en redningsbåd til byen og gå lidt rundt. Da vi stod nede ved trappen til redningsbåden sagde jeg til Inger: Jeg har altså ingen dollars med, jeg har vist kun 1 dollar, den viste jeg hende. Ved I så hvad der skete? En dame som stod lidt bagved mig sagde: sagde du 1 dollar, jamen du kan da låne nogen af mig. Nej tak sagde jeg, vi klarer det nok. Men da jeg gik forbi hende i båden rakte hun mig et stykke papir og indeni lå der 20 dollars. På papiret havde hun skrevet sit navn kahytsnummer. Tag du bare dem, hvis I nu får lyst til et eller andet.
Jeg var helt paf. En vildt fremmed dame, som ikke kendte mine kleptomane tilbøjeligheder og som jeg slet ikke kendte.
Vi fik ikke b rug for pengene, så da vi kom tilbage ringede jeg på Sarah værelse og Inger og jeg gik ned for at afleverer pengene og sige tak. Vi skulle endelig komme indenfor. Der var foruden Sarah, som var fra Californien en dame på 56 år fra Mexico. De var meget nysgerrige og åbne. Først ville mexiko damen høre om hvad vi syntes om Mary Frederiks kone. Det viste sig, at kun var overordentlig velorienteret i det danske kongehus. Frederik og Joakim og deres nuværende og forhenværende koner eller kærester. Så ville de gerne vide hvad vi var for nogen, og da jeg sagde at jeg var præst var der ingen ende på spørgsmål. Det blev til at jeg måtte komme med en hel lille forelæsning´om Luther og vores kirkesyn. Samtalen er slet ikke slut, men Inger og jeg skulle op og klæde om til middagen, så vi måtte afbryde den. Men vi kommer helt sikkert til at snakke mere med dem. Sarah siger at hun er ateist og mexicaneren er katolik, men meget kritisk overfor den katolske kirke og paven. For resten jeg har netop læst om Benedikts fejltagelse, at han vil genudnævne holokost benægteren Willams til biskop og at Merkel har protesteret og nu også en masse andre. Ellers ved vi ikke meget om hvordan det går i lille Danmark.
I Port Stanley var der Iikke meget at se udover den anlikansk kirke, med en masse mindeplader for folk, der havde mistet livet for Falklandsøernes skyld,, eller som bare ønskede at få deres gravminde på væggen indgraveret i en plade. Men vi traf 3 unge mennesker, som var fra Bella Russia, (jeg tror nok det hedder sådan, en stat i Rusland). De var ansat til at spille klassisk musik på en kruiser som sejlede til Antarktis. De fortalte at de var så glade for at komme til Stanley, for de havde været ude i en storm så alle møblerne væltede rundt mellem hinanden. Nu er vi på vej til et af de meget frygtede steder på denne klode, sejladsen rundt om Kap Horn. I dag har vi haft strålende sol og det har slet ikke været så koldt som vi havde frygtet, jeg havde taget 5 lag på og min sejlerkasket og vinterhandsker. Jeg frøs slet ikke. Så nu får vi se, hvordan vi rundet Kap Horn.
Kærlig hilsen fra Niels Ebbe og (Inger som sover)

Rejsebrev nr 7 Atlanten på vej mod Falklandsøerne

Rejsebrev nr 7
05.02.2009 Atlanterhavet mellem Sydamerikas Patagonien og Falklandsøerne.
I nat gik det helt galt med ventilationen og aircondition. Jeg lå og gemte mig under tæppet for at undgå at blive blæst i hovedet af den konstante luftstrøm. Men jeg måtte skifte tøj 2 gange og til sidst tabte jeg tålmodigheden og ringede til nattevagten for at forlange at få et andet værelse, hvor der ikke var det problem. Jeg var så ophidset, at jeg næsten ikke kunne tale engelsk, men sagde noget på dansk, som de heldigvis ikke kunne forstå i den anden ende af røret.
Der blev straks sendt 2 teknikere. De forstod med det samme problemet og åbnede et skab på gangen for at slukke for ventilatoren eller begrænse den s blæseri. Desuden vendte de risten inde i kammerat sådan at luftstrømmen gik ned i sofaen og ikke op i loftet, hvor den faldt som en vind ned over mig. Min ophidselse lagde sig og det så til at være den rigtige løsning. Jeg klagede over at mit sengetøj var drivvådt og en anden natmand kom og skiftede alt fra inderst til yderst på sengen. Så endelig ved 3 tiden kunne jeg kravle i en tør seng og i et 3 sæt tørt tøj. Og så sov jeg sødeligt. Lige til kl hen ved 10. Det var den bedste nats søvn jeg havde haft siden vi var kommet ombord. Jeg har fået pinicellin piller af Carsten Ibsen og de holder min halsbetændelse nede.
Vi har efter den sædvanlige 4 retters menu været i teatret igen. Denne gang var det fløjtenisten Vivian Gauzan, som spillede på en hel masse fløjter og spillede populære stykker meget flot. Hun er uddannet på den berømte Juliard musik skole i New York, og var solofløjtenist, men det sit eget show. Det var igen topkvalitet i teatret.
I morgen ligger vores skib uden for Port Stanley ved Falklandsøerne. De, som skal i land skal sejles ind. Jeg hare købt en tur, hvor der kommer en 12 personers båd og henter os ved skibet. Så skal vi sejle ½ time ind til kysten et sted, hvor der venter nogle firehjulstrækkere, som skal bringe os om til en bugt, hvor der er kongepingviner og måske andre havdyr. Vejret er dårligt. Gråvejr og regn og turene bliver gennemført uanset vejret bortset fra storm. Inger strikker på sine fine tæpper og bliver om bord. Jeg ved ikke om det lykkes mig at få sendt de sidste rejsebreve førend i Ushuaia. Vi får se. Internet ombord koster ca 4 kr pr. minut, så det gør jeg ikke. I land kan jeg sende i 15 min for 2 dollars ca 12 kr.

Rejsebrev nr. 6 Puerto Madryn i Patagonien, Argentina

Rejsebrev nr 6
04.02.2009 Puerto Madryn Argentina
Puerto Madryns historie er fantastisk. Denne del af Argentina hedder Patagonien. Den er et totalt øde område, som i mange år slet ikke var beboet i større omfang. Men det begyndte i 1865. En gruppe walisere kunne ikke finde sig til rette i deres hjemland. Argentina kunne tilbyde en fremtid. Argentina havde gjort krav på Patagonien men der var ingen til at bosætte sig der. I Maj 1865 sejlede en gammel the fragter ud fra Liverpool, og for ikke at fornærme de kvinder, der var ombord, var sønymfen i stævnen blevet fjernet. Få af immigranterne havde nogensinde været uden for deres landsby. Nu skulle de ud på en 6000 sømils lang sejltur tvært over Atlanten. Der var smede, minearbejdere, hustruer og deres søstre, bagere, babier og 3 gudfrygtige præster ombord. Tilsyneladende var der ingen landmænd.
Fem børn og 1 nyfødt døde undervejs, men d. 27. juli 1865 sejlede skibet ind i den bugt hvor vores krydstogtskib nu ligger. Golfo Nuevo. De 153 walisiske immigranter blev modtaget af 2 repræsentanter for Argentinas regering sammen med to af deres egne landsmænd Lewis Jones og Edwyn Roberts, som havde stået for hele arrangementet.. Den næste morgen 28, juli samledes de alle på stranden til en gudstjeneste og de begravede deres 5 børn og takkede samtidig fordi de var kommet frelst over det store hav. De opkaldte deres hjem efter deres walisiske baron Sir Thomas Duncombe Love Jones-Parry, baronen af Madryn i nordwest Wales i England.
De viste sig som nogle habile landbrugere, som ved hjælp af vanding fra den eneste flod, som lå 69 km væk kunne opdyrke det golde ørken. De blev velstående, og bevarede deres sprog og kultur og selv i dag er der i den by Trelew, som voksede op omkring floden med det reneste rene vand fra isafsmeltningen i Andesbjerne ovre i vest, skoler med walisisk sprog kirke og kultur. Børnebørns børnebørn har bevaret sprog og kultur til vore dage og det ser ud til at fortsætte. Vores Guide fortalte, at i Trelew, hvor hun boede var mange 2 sprogede walisisk/spansk børn og voksne.
Der holdt busser ved kajen, da vi lagde til. Byen lever nu af en stor aluminiums industri og er valgt til det fordi bugten er meget dyb og store skibe kan gå helt ind til kysten. Der er siden blevet lavet en stor dæmning et sted ovre ved Andesbjergene, som driver et kraftværk, der leverer strøm til aluminiums produktionen, som er meget energi krævende
Alle udflugter var udsolgt, så vi kørte bare med bussen ind til byen, som i dag har ca 60.000 indbyggere.
Vi så skilte som reklamerede med udflugter til det sted, hvor pingviner har deres reder, Vi købte en tur. 400 km fra kl. 10-17 og med 1½ times ophold ved pingvinerne. Prisen var ca 200 dollars.
Vi kørte i en minibus hvor der ikke var mere end 6 psersoner. Vi var utrolig heldige med guide. Mary vidste rigtig meget. Hun var uddannet biolog, men levede nu af at være guide og var fra waliser byen Trelew.
Pingviner, som det hele skulle dreje sig om har deres reder i Puerto Tumbo, som var målet for vores exkursion. I november-december måned kommer hannerne svømmende til stedet i tusindvis og går straks op på stranden og på i bakkerne for at finde den rede, som de sidste gang havde. Når de har fundet den gør de den fint i stand, de støvsuger og vasker gardiner og tørrer støvet af, så¨der er pænt til mutter kommer. Så stiller de sig op og venter. Efter nogle dage kommer hunnerne. De finder deres tidligere ægtefælde og vandrer så op for at se, hvordan huset ser ud. Man har videnskabelige forsøg, og brug af mærkninger, som viser at de er utrolig monogame. Hvis en kone ikke dukker op gør de alt for at tiltrække sig opmærksomheden. De sørger for at deres tag over huset, eller grotten som det jo er, et hull i jorden, og sikrer at der ikke kommer regn ned, og det ser ud til, at kvinderne vælger efter hvor meget manden kan tilbyde. Ak verden er ikke så forandret endda, vel!.
Så lægger hunnen 2 æg, med 2 dages mellemrum. Først ruger hun 20-23 dage og manden fister af sted for at fodre hende af. Hun forlader ikke æggene som er gemt i en lille hule oppe i fjerdragten, så de ikke skal ligge direkte på jorden. Hun vender dem hver dag for at de får ens varme hele vejen rundt. Så er det mandens tur til at ruge. 20-23 dage bliver han fodret af hunnen. Og så kommen udklækningen. Først det æg som først blev lagt og 2 dage senere det andet æg. Storebror bliver noget større end lillebror, og den forskel kommer til at gøre sig gældende for hele livet. Mary sagde: Hvad sker der, når far eller mor kommer med mad til de forsultne unger. Først fodres den store af, og han sluger så meget at han er ved at brække sig, Så vender far eller mor sig mod den mindre for at fodre den lille, men vips så er den store omme på den anden side og maser den lille væk og sluger også den lilles portion. Ofte går det så galt, at den lille dør af mangel på mad og kun den store klarer sig i gennem. Det er barske vilkår, men det var bl. a. det Darwin lagde mærke til, da han talte om ” overlevelse af den bedst egnede” ”Survival og the fittest”. Darwin har været her og især nede sydpå i Ushuaia, hvor vi kommer om et par dage.
Vi kørte ad en landevej som med sine 3000 km forbinder Ushuaia i syd med landet i nord. Det er en lang møgkedelig strækning. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at jeg netop havde læst om en idiot, som cyklede fra Ushuaia til Alaska 20.000 km uden at opleve noget som helst. Han cyklede og cyklede og cyklede og fandt et hotel, hvor han kunne sove efter 200 km på cykel i stærk sidemodvind og op ad bakke og ned ad bakke… behøver jeg fortælle mere. Jeg vover at påstå at Inger og jer på vores første 8 dage har oplevet mere end han har på 4 måneder. Har han måske oplevet at blive bestjålet af to gamle damer???
Da vi nåede frem til Punta Tombo efter ca 200 km ( de sidste 22 på grus og i støv) holdt der en del andre busser. Der er nemlig 2 krydstogtskibe inde i Madryn i dag, så vi fik nøje besked om at vi kun måtte færdes på den afmærkede sti. Hvis en pingvin ville passere stien, skulle vi stå stille, for den gik i lige linier frem til sin rede.
Det var altså skægt at se. Så kom der en pingvin han vraltende op over en bakke og lige ½ meter foran os tværs over stien. Nu skulle den jo altså bare hen til sine unger.
I begyndelsen var der i snesevis af pingviner, og masser af huller, som var deres reder. Nogle af rederne var mærket af forskerne med mærkater. Men efterhånden var der i hundredevis, og da jeg nåede ned til stranden stod de eller dykkede de i tusindvis. Det er det største redeområde for den 30 cm høje Magellanske pingvin der findes. Inger klarede det flot, det med at gå, og heldigvis var der et hus med nogle bænke, hvor hun kunne hvile sig. Jeg gik den næste km til udkikspunktet over stranden og tog billeder og filmede. For det meste var vi kun ½ til 1 meter pingvinerne, som virkede meget fortrolige med mennesker. Men en invation på 1000 nysgerrige turister med video og digital cameraer virkede naturligvis stressende på dem. Mary var også bekymret over, at 2 krydstogtskibe kom samme dag, men hvad kunne hun gøre.
Mary gjorde os opmærksom på at der langs vejen var nogle steder, hvor der var røde flag og et lille hus med tag over. Historien er som følger.
En deserteret soldat fra den argentinske hær var blevet taget til fange. Straffen var at halsen blev skåret over, og man blev hængt op i benene i et træ. Denne soldat var kristen og bad om at blive begravet med en kristen begravelse. Det blev ham nægtet. Så sagde soldaten at det ville gå ham ilde, hvis ikke hans ønske blev opfyldt. Da bødlen kom hjem var hans et af hans børn alvorligt syg. Han skyndte sig tilbage og begravede soldaten. Så blev barnet rask igen. Soldatens kone havde netop født et lille barn, og hun forlod sit hjem og gik gennem ørkenen for at høre nyt om sin mand. Men ingen kommer levende igennem ørkenen uden vand. Så konen døde og man fandt hende med barnet diende ved sit bryst der gav mælk selvom hun var død. Barnet var levende. Det blev betragtet som et under og siden da er der små stationer markeret med røde flag hvor man de vejfarende hele tiden sørger for at der er vand. Det er mest blandt truckførere denne overtro er udbredt og de røde flag præger stadig vejsiden med mellemrum.
Vi så den slags kultsteder mange steder.
Overalt omkring Trelew flød det med plastik. Mary fortalte, at et af de store problemer var de åbne lossepladser. Skidtet fløj rundt og plastikken blev fanget af buskene. Det så virkelig ikke godt ud.
På vores vej tilbage var både en bus og en minibus brudt sammen og vi fik en masse over i vores vogn. Nogle af dem skulle være tilbage på det andet krydstogtskib før os så de kom over i en anden bil. Men ellers gik det tilbage af den samme kedelige kedelige vej. Der var kun en lav buskvækst på begge sider af landevejen. Men der var også en 69 km lang vandledning, som førte vant til Madryn, da der ikke er noget drikkevand i den by overhovédet.
Ved tilbagekomsten til skibet blev vi modtaget nede på kajen af personalet som bød kaffe, the vand og et par andre tjenere stod med våde opvredne kolde klude så vi kunne tørre noget af støvet af hænder og ansigt førend vi gik ombord.
Vores aftensmad blev nydt i Trellis restaurant i kjole og fint jakkesæt. Jeg bemærkede med afsky, at en mand kom i coyboybukser og ternet skjorte. Det var en direkte overtrædelse af reglerne, men han fik lov til at komme ind. Føj. Jeg opgiver at fortælle hvad vi fik at spise. Nu er det jo blevet hverdag med 4 retter mad, og en sommelier tjener (dv.s en tjener til vinen) og en anden til at servere og en 3 til at tage tallerkener ud. Sommelier tjeneren er i bordeau farvet jakke og serveringstjeneren i gråstribet vest med grå krave og sorte bukser og med et emblem på. Ham den nederste i hierarkiet har ingen emblem. Synd for ham.
52
61

Rejsebrev nr. 5 Atlanten ud for Patagonien i Argentina

03.02.2009
Havet ud for Patagonien. Sydamerikas østkyst
02.02
Vi gik en byrundtur i Montevideo, Uruguay. Vi besøgte kun den gamle bydel, som ligger nede ved havnen. Byen har 1.5 mill indbyggere og er Uruguays hovedstad. Den har fået sit navn fra den spanske opdagelsesrejsende som for adskillige hundrede år siden første gang så et bjerg,, som ligger lige ved byen. Monte Video= Syn af et bjerg.

. Der var talrige boder med læservarer og vi syntes til rimelige priser. Inger fik sig en fiks læderkasket og jeg et par dejlige handsker. 1alt 30 dollars. Vi nød en øl på torvet, men ellers vil jeg ikke påstå at der var så meget vi blev optaget af. Da vi kom tilbage til båden efter 2½ time i byen kunne jeg sende billeder og tekst til vores blog fra en internetcafe for 2 dollars. Resten af dagen nød vi ved de talrige svømmepøler og spabade. Vi fik også læst en del.
03-02-2009
Mordforsøg?
Min hovedpude var smurt til med blod, da jeg vågnede. Var det er mordforsøg? Næppe for mordersken, altså den eneste mulige lå i sin sødeste søvn. Nej det var mine slimhinder som havde givet op efter den halsbetændelse med tilhørende løbende næse jeg havde fået. Sikke noget svineri. Ud på badeværelset med blodet løbende ned af ansigtet og forsøgende at undgå at dryppe på tæppe og andet. Men ned af blusen var det da løbet. Sådan noget er faktisk meget rødt. Det kan ses tydeligt på en hvid nattrøje.
Jeg fik stoppet noget papir i næsten og så kom Inger med en flaske vodka eller var det rom fra køleskabet. Så kunne jeg måske komme mig igen. Hun mente nu ikke jeg skulle drikke den, men lægge den over næseroden for at standse blødningerne. Se billedet.
Vi havde jo truffet Carsten Ibsen og Birgit lægen fra julemærkehjemmet, og jeg vil prøve at spørge om han har noget smertestillende så jeg får en bedre nats søvn i aften.
Men hjælpen er åbenbart tæt ved. Inger tiltrak sig stor opmærksomhed ved at sidde og strikke. Kvinderne flokkedes om hende. En dame fra Californien spurgte meget interesseret til hendes mønster. Hun strikker et nyt tæppe. Hendes mand Don Collins indledte en samtale. Han havde været ansat i et firma som lavede dele til de svenske Saab fly. Jeg fortalte ham om blodbadet i vores kahyt og han tilbød straks at give mig nogle smertestillende Ibuprofen piller, så jeg kunne få en nats søvn. Sådan møder vi venlighed og hjælpsomhed overalt. Personalet er meget venligt og deres drikkepenge er allerede regnet ud og bliver til sidst trukket fra vores konto. Vi kan ikke bruge rede penge ombord bortset fra ved spillebordene, men der har vi ikke i sinde at komme.


Middag i Trillys restaurant.
Se her på skibet er der noget der hedder ”dresscode” ” påklædnings regler”. For at spise den 4 retters menu i Trillys restaurant skal man være klædt om. Damerne i cocktail kjoler eller selskabstøj og herrerne i smoking eller til nød en hvis skjorte med jakke. Vi har jo truffet de der danskere Birgit og Carsten og det viste sig at vi skulle sidde ved samme bord nr, 547. Ved det bord sad der yderligere Ami og Laila. De er fra Israel, så jeg fik lejlighed til at lufte mit hebraisk. (De kunne ikke forstå at jeg stadig kunne tale det sprog skønt jeg lærte det i 1960, men det sidder nu så fast, så jeg morer mig meget over at snakke det)
Inger og jeg kom 15 før dørene blev åbnet, men vi stillede os indenfor og iagttog alle forberedelserne. Over en mindre højttaler lød nu ordrene til tjenerne: Nu må i tænde lys på bordene, nu skal alle tjenere tage de hvide handsker på, nu skal I stille jer op på jeres pladser og nu skal overtjenerne stå ved døren i række og byde gæsterne velkomne. Nu skal døren åbnes. Jo tak, her var intet overladt til tilfældet. Det gik som efter en snor.
Vi var 6 ved et rundt bord og der var 3 sæt knive og gafler og rød- og hvidvinsglas vandglas og blomster. Vores overtjener hedder Mario og hans navn står på et skilt på bordet. Han bød os velkommen, og nu var det Ingers og min første optræden i Trillys restaurant, så han sagde vi savnede jer i går. Åbenbart regner de med, at man klæder sig om til middagen hver dag og præsenterer en nye kjole hver aften. Det er jo lidt lettere for manden, altså hvis det er mig, for jeg behøver bare at skifte manchetknappen ud i den skjorte, som jeg har vasket fra sidste gang, for jeg har ikke 14 skjorte med en til hver aften.
Mario rækker os menukortet som indeholder valgfrihed mellem en apepitvækker, suppe/ salat, Entre og dessert.
Det er en jungle at finde ud af, men Mario er venlig og vejleder os til et godt valg. Jeg valgte ”Chilled San Francisco Crab Louis”, og ”Soup a l’Oignon with Melted Gruyere Cheese”, og Tournedos Rossini- Angus Filet of Beef with Goose Liver Paté and Sauce Perigordine” som dessert valgte jeg “Warm Apple Tart Tatin with Caramel Sauce and Crème Chantilly” Bare rolig, jeg forstår heller ikke det hele, det er derfor jeg skriver det på udenlandsk. Men det smage rigtigt godt det hele. Særlig Angus kødet var dejligt. Næste dag fikjeg Beuf Bourgignon, og den var så mør så den kunne skæres med en gaffel.
Efter middagen gik vi i teatret. Det rummer 900 pladser med tilskuere på 2 balkoner. Det var meget dygtige sangere og dansere, som opførte stykker af Phantom of the Opera og Westside Story. Der var særlig en bassanger, som sang helt vidunderligt. Hver aften er der en ny forestilling som bliver opført 3 gange samme dag.
Men nu til lidt tal om båden.
Den er bygget i Frankrig i 2001 og er 330 m. lang og 35 m. bred. Den stikker 9 m. og sejler med 24 knobs fart. Der er 10 elevatorer som bringer os fra 1 til 11 dæk. Skibet er indregistreret på Malta. Mandskabet er på 950 mand. Officerne er grækere og skibets ejer er græker Der er 2 Penthouse suiter, 8 royal suiter. I alt er der 1019 kabiner med plads til 2300 passagerer, med denne tur er der 1951. I Trellis restaurant er der både borde på gulvet 4 dæk og balkonerne 5 dæk med plads til 1170 personer. Der hvor vi spiser morgenmad og andre mellemmåltider er Oceanview Cafe med plads til 754. Overalt står der personale som hilser os og som vi kan søge hjælp hos. Drikkepenge systemet er gennemorganiseret. Vi har ingen kontanter, men bruger vores plastikkort, som vi fik, da vi gik ombord. Hvis vi køber noget trækkes det fra det kreditkort, som vi har skullet opgive. På TV kan vi hver dag se, hvor fattige vi er blevet. Så har de fundet ud af at trække os automatisk for drikkepenge. Der trækkes hver dag 11,50 dollars per person i drikkepenge. Det skal lægges oven i den pris vi har betalt, så det bliver jo godt og vel 300 dollars ekstra.

Rejsebrev nr. 4 02.02.2009 Montevideo nr 2

01,02,2009
Rejsebrev nr 4 Montevideo Uruguay
Av hvor gjorde det ondt i halsen i løbet af natten. Men jeg fandt på at stoppe et håndklæde i risten fra airconditionen, og så blev det lidt bedre.
Vi var længe oppe i aftes for at se hvordan lysene fra Buenos Aires forsvandt i horisonten. Det var meget smukt og vandet var helt stille.
Til morgen gik jeg i svømmehallen og bagefter i spabad. Der kommer jeg til at tilbringe det meste af min tid under sejlads. Liggestolene har fint polster med tykke puder og der ligger stabler af håndklæder , som man bare han tage. Kaffe og the er fri og der er barer alle vegne, hvis man skulle fristes til en øl. Skibet er pengeløst. Vi har alle skullet opgive et kreditkort, hvor de kan trække fra, og så kan vi daglig på vores tv følge hvor mange udgifter vi har fået. Tingene er dyre. Et glas øl koster 10 US dollar. En flaske vin 40 US Dollars og 5 flasker i en pakkeløsning koster 200 Dollars Til alle beløb lægges der 15 %. Isvand står på værelset og hver dag bliver isspanden fyldt op og der frisk vand på kanden. Vi kan drikke vandet overalt på båden.
Kl 10 lokaltid lagde vi til i Montevideo. Nu går vi i land. For resten vi har lige truffet et andet dansk par Carsten og Birgit fra Vium. Han er læge og konsulent for alle julemærkehjemmene i Danmark. Han kendte og så dig Martin Bjerringgaard fra din tid på Julemærkehjemmet i Kollund. De var personlige venner med Leo i Sønderborg. Ja verden er lille. Tak for jeres søde kommentarer, som vi glæder os over på bloggen.
Internet om bord er for dyrt. Nu vil jeg finde en internetcafe i Montevideo og se om jeg kan sende noget. (Inger er faldet i søvn under min oplæsning. Læs kun hvad I gider og kan holde jer vågne til).
Kærlig hilsen fra Sydtrotterne Inger og Niels Ebbe

Rejsebrev nr.3 02.02.2009 Montevideo

01,02,2009
Rejsebrev nr 3 Buenos Aires
Så fik vi pakket, set i alle skuffer, 2 gange undersøgt badeværelset for at være helt sikre på ikke at glemme noget. Jeg kravlede ned under sengene for at være helt sikker. Så da vi sad i taxaen kom vi pludselig i tanke om at vi havde glemt chokoladen og vandet i køleskabet. Farvel Viamonte Hotel 4 stjerner. Høflig betjening og hjælpsomme. Ingen overraskelser, da vi tjekkede ud alt var betalt ved bestillingen.
Taxa kostede 15 pesos incl. Drikkepenge.Dem tog chaufføren selv. Vi var der kl. 11 og så afleverede vi vore store kufferter og ventede. Kl.12 gik vi igennem kontrollen og blev kørt til skibet. Alt var blevet undersøgt mange gange, men pludselig skulle alle præsentere et foto af sig selv. Alle havde afleveret deres pas, så det skabte nogen forvirring. Vi havde en kopi af vores pas, så vi kom igennem. Indenfor stod der en tjener med champagne og velkommen ombord. Vi kunne gå direkte til Ocean view restaurant på 10 sal for at spise. Udvalget var meget stort fra varme retter til salatbarer og brød. Jeg log mig friste af noget rødt oksekød. Men det viste sig at være temmelig sejt at tygge, men det smagte godt.
Vi har allerede truffet en højrøstet canadier fra Nova Scotia. Vi fik snakket om vores tur dertil og spurgte om han kendte vore venner i Bridgewater. Det gjorde han ikke, men havde dog et sommerhus i nærheden af byen. Han var gift i 43 år og med den samme, hvilke fantasiløshed. Hun hedder Mary
Nå nu er vi ombord og har fået vores kabine anvist nr. 2180. Den svarer fuldstændig til beskrivelsen og billederne på internettet. Nydelig og med god plads til 2 personer. Særlig badeforholdene er fine.
Inden vi sejlede skulle der gennemføres en evakueringsøvelse. Over højttalerne blev vi kaldt til vores redningshold. Vores er D. Alle skulle tage deres redningsveste med og komme op på et bestemt sted, altså på mange forskellige steder, for vi inddelt i bogstaver. Til sidst stod vi i rækker og geled ude på dækket under den redningsbåd, som vi skulle reddes i. Vores kunne rumme 150 personer. Vi var 144, så der ville være ”god plads”. I kan se et par billeder fra øvelsen her

Vi har været en tur rundt på båden. Der er en stor teatersal med 2 balkoner. Der er casino med poker og spillemaskiner. Ja jeg kan slet ikke nævne alt det der bydes på her.
Som aftensmad valgte vi i et stort udvalg svinesmåkød blandet med grøntsager og enten nudler eller mit vedkommende ris. Man tager en skål og vælger blandt en masse tilbehør. Så modtager en kok ens skål og spørger hvad man vi havde det stegt i. Her var det en kineserkok og det smagte bare uhm!
Da vi havde pakket vore ting ud og lagt på plads i skabe og skuffer og hængt tøjet op var der helt ryddeligt i vores kabine. Den er 6x3 m og vi synes den er luksuøs. Der er indenfor de kvm også et rimeligt stort badeværelse med en stor bruce niche.
Aircondition giver mig problemer. Vinden svøber rundt om mig, når jeg ligger i min side (den højre) af kabinen. I nat fik jeg skrækkelig ondt i halsen. En kraftig halsbetændelse er under udvikling. Nå men god nat