Rejsebrev nr.13
12.02.2009 Magellan Strædet
Jeg gik lidt op ad en gade i Punta Arenas. Ville finde Magellan museet. Spurgte en mand, som stod ved en bil. Han forklarede at det var 3 gader op 5 gader til højre. Det regnede. I bilen, en enorm stor firehjulstrækker, sad en meget skægget mand og en kvinde på bagsædet. Han vinkede til mig, at jeg skulle sætte mig ind i bilen. Ja og det gjorde jeg altså uden betænkning, kun taknemmelig over, at nogen ville køre mig derhen. Da jeg fortalte om episoden på båden sagde Carsten Ibsen: Det havde han aldrig gjort, man kunne jo ikke vide hvem det var der kørte og om det var en fælle. Først bagefter har jeg tænkt at jeg er utrolig naiv, I andre har sikkert opdaget det for længe siden, men det er ved at gå op for mig selv. Men det er nu rarere at have tillid til folk end mistillid. Så må det jo koste en skuffelse en gang imellem, sådan som det gjorde i Buenos Aires, da to rigtige damer ville ”tørre fugleskidt af min hat og skjorte” og i stedet for stjal min pung.
Men i denne omgang var det var en venlig mand, som ville hjælpe en turist til at finde museet. Han var 45 år og levede af fiskeri og havde boet i Punta Arenas de sidste 25 år. Jeg sad på bagsædet ved siden af en ung pige, som kunne lidt engelsk. Vi fik snakket og de kørte mig direkte til museet i regnvejret. Jeg stod ud, gav ham mit visitkort og sagde mange tak.
Museet var ikke noget at skrive hjem om, men der var da lidt maritimt udstyr fra gamle dage og nogle plancher alt sammen på spansk. Ellers var det mest gamle interiør fra 1800 tallet. Så der var ikke noget, der barer lugtede af Ferdinand Magellan. Jeg stod lidt i kø for at købe billet, men da det blev min tur nægtede manden af tage dollars. Så jeg måtte ud igen og over gaden var der en internetcafe, som godt ville veksle 5 dollars. 580 Chilenske pesos til 1 dollar. Billetten kostede 1000 pesos. Jeg betalte med 2000 og billetmanden ” glemte at give mig penge tilbage”. Men så naiv er jeg heller ikke, så…
Bagefter sendte jeg mine rejsebreve ved hjælp af min egen netbook, og det lykkedes også at få kontakt med venner i Danmark på Skype. Internetforbindelsen var imidlertid meget dårlig og blev ved med at gå ned, så jeg kunne ikke helt slutte min redigering af bloggen førend der var totalt lukket. Alle forlod internetcafeen og jeg skulle kun betale 100 pesos.
Da jeg kom op på torvet hvor Magellans statue står løb jeg lige ind i George og damen og vennen. Det blev et hyggeligt gensyn og vi fotograferede gensidigt hinanden, og jeg fik et billede af hans store bil. Der var store smil fremme og gensynsglæde.
Da jeg vendte tilbage på båden var der en seddel på vores dør, at jeg var blevet inviteret til at besøge broen, næste dag kl. 10.
Sidst på dagen begyndte det at blæse, og vi kunne tydeligt mærke, at nu var der omslag i vejret. Det blev bidende koldt og natten faldt på medens vi sejlede ud i Magellans Strædet på vores vej mod næste mål Puerto Mont
Næste dag vippede båden kraftigt. Det stormede. Vi var flere stedet udenfor den bestyttede skærgård på det åbne Stillehav, som aldeles ikke var spor stille. Vestenvinden var utrolig hård. Allerede inde i Punta Arenas havde jeg fået et par vindstød så kraftige, at jeg kunne læne mig mod vinden. Nu var vi til havs og fik rigtigt at føle hvordan de gamle skibe har kæmpet med storme i dette område. Jeg læste om Kaptajn Bligh som vi kender fra Mytteriet på Bounty. Han nåede til Kap Horn, men efter talrige forgæves forsøg på at kommer igennem vind og strøm med sine skibe måtte han give op og vælge at sejle syd om Afrika for at komme til Indien.
Vores luksusliner havde naturligvis ingen problemer, men den hældede så kraftigt, at alt røg ned af bordene og møbler på soldæk og ved swimmingpool blev kastet rundt inden de blev forsvarligt surret. Vandet i vores svømmebassiner væltede ud og dækkede hele soldækket så styrbord side, altså den læ side af soldækket på 10 dæk var fyldt med vand, som skvulpede frem og tilbage.
Inde i spisesalonen flød gulvet med vand og andet og der blev lagt håndklæder ud, for at vi kunne færdes nogenlunde sikkert. Vinden nåede over 75 knob og det skal jeg regne om, når jeg kommer hjem for at få det i m/s. Carsten og Birgit ville gå en tur på dækket, men måtte opgive. Vinden var for stærk.
Besøget på broen blev udsat på grund af vejret, men kun 1 time.
Vi var ca 20 personer, som blev lukket op i styrehuset. En officer fortalte om skibet. Båden er det man kalder Panama Max størrelse. Dvs. den er netop så stor og så bred, så den kan gå igennem Panama Kanalen. 250 m. lang og 36 m bred. Fra vandoverfladen og til det øverste dæk er der 54 m. og der 8,6 m under vandoverfladen. Skibet drives af 2 store motorer på hver 27000 Ph og der er ingen ror. INGEN ROR. Den styres ved hjælp af de 5, 4 m i diameter store propeller i agterenden og foran er der 2 propeller i hver side som kan dirigere skibet sidelæns. Max speed er 24 knob. Så kom vores officer med en forbløffende oplysning. Udgiften til olie for en 14 dages tur var – ja hold jer nu godt fast – 3.000.000 Dollars. Jeg hæftede mig ved tallet, for det var da grove manne penge. Så var rundvisningen forbi og vi sagde tak for denne gang.
Jeg fortalte naturligvis til enhver, der gad høre på det om mit besøg på broen. Nå kan man det., kan man komme derop, det vidste jeg ikke, var der flere, der sagde. Jeg fortalte også om at det kostede 3 mill dollars for et 14 dages togt i brændstof. De fleste slugte oplysningen råt, men Carsten tog papir og blyant og lynhurtigt fandt han ud af, at så skulle hver passager betale 1500 dollars, når vi var 2000 gæster ombord. Det kunne da vist ikke passe. Nu er jeg jo en meget forsigtig mand, ja ja, det er der ikke så mange der har opdaget, så jeg blev usikker. Havde jeg hørt forkert? Kunne jeg måske ikke huske det rigtige tal?
Jeg henvendte mig i Guest Relations, der hvor alle vore problemer bliver løst. De vidste ikke noget. Jamen kan I ikke spørge på broen? Nej, det kunne man ikke ulejlige dem med. Men der skulle nok komme besked på min telefon i kabinen. Hele eftermiddagen ventede jeg på svar. Der kom ikke noget. Så igen til gæste skranken, forklare en ny mand der, hvad spørgsmålet gik ud på. Heller ikke noget resultat. 3. gang jeg henvendte mig kom jeg til at tale med chefen for gæste relationer. Han skrev op , hvad jeg sagde og gav mig derpå sit visitkort, så skulle han nok tage affære.
Der skete heller ikke noget den næste dag. Så tog jeg visitkort og bad om at tale med ham selv. Det hjalp. Han havde ikke noget svar,, men foreslog, at jeg tog endnu et besøg på broen, så kunne jeg selv spørge. Tak for det. 15 min efter var jeg med i en anden gruppe som kom på broen. Da officeren kom til oplysningen af udgiften kan I nok tro, der var en, der ikke ville gå glip af hvad han sagde. ”14 dages tur koster i brændstof 3 mill dollars. Efter hans gennemgang forelagde jeg ham mit lille regnestykke og mente, at så var der jo ikke penge til mandskabet også. Han studsede. Tog telefonen og fik beløbet bekræftet med den kommentar, at 24 timers drift med fuld speed altså 24 knob kostede 280.000 dollars, men vi sejlede ikke fuld speed hele tiden, så der blev sparet på brændstoffet på vores tur.
Så nu kan jeg vist ikke koge mere suppe på den pølsepind. Vi har i 2 dage haft rigtig dårligt vejr med regn og blæst og dis. Der har stort set ikke været noget at se. Tænk sig, vi kunne have været ligeså uheldige, da vi rundede Kap Horn, men da skinnede solen og søen var helt blank.-
Nu er tågen lettet lidt, men der har ikke været meget at se i flere dage. Inger strikker og strikker og alle damerne og såmænd også mange herrer står omkring hende og det skaber en masse kontakt. Hun strikker firkanter og 15 firkanter skal danne et knætæppe. Damerne er grønne af misundelse over at de ikke har pinde og garn med. Men Inger har været klog.
Af Birgit fik jeg lov til at låne en bog skrevet af Stig Larsen: Fra Malaga til Kap Horn i storm og blæst. Om en mand og en kvinde, som i 1984 sejlede en 37 fod stålbåd fra Malaga til Sydamerika og rundt om Hornet og op til Peru. Hvad de kom ud for af storme trodser enhver beskrivelse. Vi har intet oplevet af den slags. Heldigvis
12.02.2009 Magellan Strædet
Jeg gik lidt op ad en gade i Punta Arenas. Ville finde Magellan museet. Spurgte en mand, som stod ved en bil. Han forklarede at det var 3 gader op 5 gader til højre. Det regnede. I bilen, en enorm stor firehjulstrækker, sad en meget skægget mand og en kvinde på bagsædet. Han vinkede til mig, at jeg skulle sætte mig ind i bilen. Ja og det gjorde jeg altså uden betænkning, kun taknemmelig over, at nogen ville køre mig derhen. Da jeg fortalte om episoden på båden sagde Carsten Ibsen: Det havde han aldrig gjort, man kunne jo ikke vide hvem det var der kørte og om det var en fælle. Først bagefter har jeg tænkt at jeg er utrolig naiv, I andre har sikkert opdaget det for længe siden, men det er ved at gå op for mig selv. Men det er nu rarere at have tillid til folk end mistillid. Så må det jo koste en skuffelse en gang imellem, sådan som det gjorde i Buenos Aires, da to rigtige damer ville ”tørre fugleskidt af min hat og skjorte” og i stedet for stjal min pung.
Men i denne omgang var det var en venlig mand, som ville hjælpe en turist til at finde museet. Han var 45 år og levede af fiskeri og havde boet i Punta Arenas de sidste 25 år. Jeg sad på bagsædet ved siden af en ung pige, som kunne lidt engelsk. Vi fik snakket og de kørte mig direkte til museet i regnvejret. Jeg stod ud, gav ham mit visitkort og sagde mange tak.
Museet var ikke noget at skrive hjem om, men der var da lidt maritimt udstyr fra gamle dage og nogle plancher alt sammen på spansk. Ellers var det mest gamle interiør fra 1800 tallet. Så der var ikke noget, der barer lugtede af Ferdinand Magellan. Jeg stod lidt i kø for at købe billet, men da det blev min tur nægtede manden af tage dollars. Så jeg måtte ud igen og over gaden var der en internetcafe, som godt ville veksle 5 dollars. 580 Chilenske pesos til 1 dollar. Billetten kostede 1000 pesos. Jeg betalte med 2000 og billetmanden ” glemte at give mig penge tilbage”. Men så naiv er jeg heller ikke, så…
Bagefter sendte jeg mine rejsebreve ved hjælp af min egen netbook, og det lykkedes også at få kontakt med venner i Danmark på Skype. Internetforbindelsen var imidlertid meget dårlig og blev ved med at gå ned, så jeg kunne ikke helt slutte min redigering af bloggen førend der var totalt lukket. Alle forlod internetcafeen og jeg skulle kun betale 100 pesos.
Da jeg kom op på torvet hvor Magellans statue står løb jeg lige ind i George og damen og vennen. Det blev et hyggeligt gensyn og vi fotograferede gensidigt hinanden, og jeg fik et billede af hans store bil. Der var store smil fremme og gensynsglæde.
Da jeg vendte tilbage på båden var der en seddel på vores dør, at jeg var blevet inviteret til at besøge broen, næste dag kl. 10.
Sidst på dagen begyndte det at blæse, og vi kunne tydeligt mærke, at nu var der omslag i vejret. Det blev bidende koldt og natten faldt på medens vi sejlede ud i Magellans Strædet på vores vej mod næste mål Puerto Mont
Næste dag vippede båden kraftigt. Det stormede. Vi var flere stedet udenfor den bestyttede skærgård på det åbne Stillehav, som aldeles ikke var spor stille. Vestenvinden var utrolig hård. Allerede inde i Punta Arenas havde jeg fået et par vindstød så kraftige, at jeg kunne læne mig mod vinden. Nu var vi til havs og fik rigtigt at føle hvordan de gamle skibe har kæmpet med storme i dette område. Jeg læste om Kaptajn Bligh som vi kender fra Mytteriet på Bounty. Han nåede til Kap Horn, men efter talrige forgæves forsøg på at kommer igennem vind og strøm med sine skibe måtte han give op og vælge at sejle syd om Afrika for at komme til Indien.
Vores luksusliner havde naturligvis ingen problemer, men den hældede så kraftigt, at alt røg ned af bordene og møbler på soldæk og ved swimmingpool blev kastet rundt inden de blev forsvarligt surret. Vandet i vores svømmebassiner væltede ud og dækkede hele soldækket så styrbord side, altså den læ side af soldækket på 10 dæk var fyldt med vand, som skvulpede frem og tilbage.
Inde i spisesalonen flød gulvet med vand og andet og der blev lagt håndklæder ud, for at vi kunne færdes nogenlunde sikkert. Vinden nåede over 75 knob og det skal jeg regne om, når jeg kommer hjem for at få det i m/s. Carsten og Birgit ville gå en tur på dækket, men måtte opgive. Vinden var for stærk.
Besøget på broen blev udsat på grund af vejret, men kun 1 time.
Vi var ca 20 personer, som blev lukket op i styrehuset. En officer fortalte om skibet. Båden er det man kalder Panama Max størrelse. Dvs. den er netop så stor og så bred, så den kan gå igennem Panama Kanalen. 250 m. lang og 36 m bred. Fra vandoverfladen og til det øverste dæk er der 54 m. og der 8,6 m under vandoverfladen. Skibet drives af 2 store motorer på hver 27000 Ph og der er ingen ror. INGEN ROR. Den styres ved hjælp af de 5, 4 m i diameter store propeller i agterenden og foran er der 2 propeller i hver side som kan dirigere skibet sidelæns. Max speed er 24 knob. Så kom vores officer med en forbløffende oplysning. Udgiften til olie for en 14 dages tur var – ja hold jer nu godt fast – 3.000.000 Dollars. Jeg hæftede mig ved tallet, for det var da grove manne penge. Så var rundvisningen forbi og vi sagde tak for denne gang.
Jeg fortalte naturligvis til enhver, der gad høre på det om mit besøg på broen. Nå kan man det., kan man komme derop, det vidste jeg ikke, var der flere, der sagde. Jeg fortalte også om at det kostede 3 mill dollars for et 14 dages togt i brændstof. De fleste slugte oplysningen råt, men Carsten tog papir og blyant og lynhurtigt fandt han ud af, at så skulle hver passager betale 1500 dollars, når vi var 2000 gæster ombord. Det kunne da vist ikke passe. Nu er jeg jo en meget forsigtig mand, ja ja, det er der ikke så mange der har opdaget, så jeg blev usikker. Havde jeg hørt forkert? Kunne jeg måske ikke huske det rigtige tal?
Jeg henvendte mig i Guest Relations, der hvor alle vore problemer bliver løst. De vidste ikke noget. Jamen kan I ikke spørge på broen? Nej, det kunne man ikke ulejlige dem med. Men der skulle nok komme besked på min telefon i kabinen. Hele eftermiddagen ventede jeg på svar. Der kom ikke noget. Så igen til gæste skranken, forklare en ny mand der, hvad spørgsmålet gik ud på. Heller ikke noget resultat. 3. gang jeg henvendte mig kom jeg til at tale med chefen for gæste relationer. Han skrev op , hvad jeg sagde og gav mig derpå sit visitkort, så skulle han nok tage affære.
Der skete heller ikke noget den næste dag. Så tog jeg visitkort og bad om at tale med ham selv. Det hjalp. Han havde ikke noget svar,, men foreslog, at jeg tog endnu et besøg på broen, så kunne jeg selv spørge. Tak for det. 15 min efter var jeg med i en anden gruppe som kom på broen. Da officeren kom til oplysningen af udgiften kan I nok tro, der var en, der ikke ville gå glip af hvad han sagde. ”14 dages tur koster i brændstof 3 mill dollars. Efter hans gennemgang forelagde jeg ham mit lille regnestykke og mente, at så var der jo ikke penge til mandskabet også. Han studsede. Tog telefonen og fik beløbet bekræftet med den kommentar, at 24 timers drift med fuld speed altså 24 knob kostede 280.000 dollars, men vi sejlede ikke fuld speed hele tiden, så der blev sparet på brændstoffet på vores tur.
Så nu kan jeg vist ikke koge mere suppe på den pølsepind. Vi har i 2 dage haft rigtig dårligt vejr med regn og blæst og dis. Der har stort set ikke været noget at se. Tænk sig, vi kunne have været ligeså uheldige, da vi rundede Kap Horn, men da skinnede solen og søen var helt blank.-
Nu er tågen lettet lidt, men der har ikke været meget at se i flere dage. Inger strikker og strikker og alle damerne og såmænd også mange herrer står omkring hende og det skaber en masse kontakt. Hun strikker firkanter og 15 firkanter skal danne et knætæppe. Damerne er grønne af misundelse over at de ikke har pinde og garn med. Men Inger har været klog.
Af Birgit fik jeg lov til at låne en bog skrevet af Stig Larsen: Fra Malaga til Kap Horn i storm og blæst. Om en mand og en kvinde, som i 1984 sejlede en 37 fod stålbåd fra Malaga til Sydamerika og rundt om Hornet og op til Peru. Hvad de kom ud for af storme trodser enhver beskrivelse. Vi har intet oplevet af den slags. Heldigvis
Ingen kommentarer:
Send en kommentar