Rejsebrev nr. 9
Ud for Kap Horn på positionen 55.59.991 S og 67.20.663 W kl. 14:24 lokal tid.
Efter en særdeles rolig sejlads fra Falklandsøerne kom vi her til formiddag til Kap Horn. Det er en klippeø som er en del af Chile, som har en masse farlige skær lige rundt omkring, og den har i gennem årene kostet mange søfolk livet. De to store have Stillehavet med lange bølger og stærk vestlig vind rammer Atlanterhavets krappe bølger og normalt er der storm netop her.
Jeg tror det er fordi jeg er med (sagt i al beskedenhed) at vi denne gang har det mest strålende solskin og en moderat vind. I hvert fald bliver der sagt, at det er længe siden vejret har været så flot, når de var her. Og da jeg jo ikke har været med før, så siger det jo lidt om sagen, ikke sandt. Så måske alligevel bønner har en vis virkning!!!
Ingen er søsyge eller dårlige, humøret er i top og hattene blæser af, hvis vi ikke holder godt fast på dem. Jeg tror langt de fleste passagerer var oppe på 11. dæk for at fotografere. Skibet hældede betænkeligt til styrbord side, men det var nu nok alligevel vinden, som fik den til det. Vi stod der i hundrede vis med vores cameraer og knipsede det ene billede efter det andet. Jeg tænkt på Peter Matthiesen, som i sin fars Great Dane på 28 fod havde rundet dette punkt helt alene, nej jeg tror nok han havde Miss med. Men jeg glemmer ikke, da han fortalte, at han netop her fik kontakt til en radioamatør, som lod ham tale direkte med sin far i Danmark. Det må have været et stort øjeblik, for de havde ikke hørt fra ham i meget lang tid, og det var jul. Og jeg tænkte på en pige Ellen Mac Arthur som alene i en store 44 fods katemaran slog verdens rekorden for singelhand sejlads rundt om jorden. Den hurtigste båd nogensinde. Detaljerne kan jeg ikke huske, men jeg har en optagelse fra TV fra hendes fantastiske sejlads. Hun rundede hornet i storm. Vi har også en sejlerkammerat i Gråsten sejlklub som sidste år fløj til Ushuaia og gik ombord i ”SOL” Kim og Gittes båd og sejlede rundt om hornet. Det var det eneste han manglede i at komme mærkelige steder.
Men det er jo lidt mærkeligt at stå sikkert på et stort skib, for her er der i hvert fald ingen farer. Vi så en enkelt sejlbåd, som vist var ved at ankre op, hvor der var lidt læ.
Vores ”Infinity” sejlede hele vejen rundt om øen Kap Horn og nu er vi med lods ombord på ved ind i de smalle sunde med Ildlandet på vores styrbord side.
Dagen har i øvrigt været en studiedag og læsedag. Jeg har skrevet nogle sætninger på hebraisk, som Lili vores israelske bordfælle skal rette. Og jeg har også skrevet nogle sætninger på spansk, for der er god mulighed for at få dem rettet også. Inger har strikket til den store guldmedalje.
Jeg regner med at opdatere bloggen, når vi kommer til Ushuaia.
Om Kap Horn
Her er lidt historiske kendsgerninger, hvis I gider læse videre.
Der er mange beretninger om hvordan Kap Horn blev opdaget. En kendsgerning er det at Le Maire fra Holland havde fået tilladelse til at handle på Indo-Vest-Pacitic området. Han sikrede sig at have monopol på den handel: At ingen andre hollandske skibe end hans måtte sejle igennem Magellan strædet eller Kap det gode Håb i Sydafrika.
Le Maire troede der var en vej syd om Sydamerika, som gjorde det muligt at sejle fra Atlanterhavet til Stille Havet. Derfor hyrede han Willem Schouten, en kaptajn som allerede havde sejlet flere gange til de egne. Der blev rejst penge i hans hjemby, Hoorn og sammen med hans søn Jacob fik de penge til 2 skibe: Eendracht og Hoorn. Målet var at finde guld og de blev kaldt guldsøgerne. Eendracht var det største af skibene. Det lykkedes begge skibe fra afrejsen maj 1615, at komme over til Patagonien, I ved den sydlige provins i Argentina. Skibene var meget medtagne, og de måtte reparere på dem. Under det arbejde udbrød der brand på Hoorn, som udbrændte. Eendracht fortsatte alene. 8 måneder senere passerede Eendracht Magellan Strædet, og den følgende rute kom til at hedde Le Marie. De passerede det sydligste punkt og kaldte det Cape Horn efter Schoutens fødeby. Oktober 1616 afsluttedes rejsen i Batavia (hvor så det end ligger) og de fandt ikke guldskatten.
Tierra del Fuego Ildlandet
Ferdinand Magellan så ild stige op fra landet, da han kom der. Derfor kom landet til at hedde Ildlandet. Da jeg gik i skole fik vi at vide, at i Ildlandet levede nogen af de mest primitive stammer, og nogle som aldrig havde mødt folk fra andre lande. I mine papirer her på ”Infinity” som jeg holder mig til, står der, at der endnu findes nogen af de mest øde og vilde egne i verden. Der var i 1800 tallet 4 stammer, som var registreret af opdagelsesrejsende: Onas, den største, som levede en nomade tilværelse som jægere og samlere. En gruppe, der hedder Haush, og en der hedder Yaghan. I den er det kvinderne som jager. De dykker ned i iskoldt vand for at fiske konge krabber. Og endelig en gruppe som hedder Alaclufes i de aller sydligste fjorde i Chile
Så nu skal I nok få fri
Kærlig hilsen Inger og Niels Ebbe
Ud for Kap Horn på positionen 55.59.991 S og 67.20.663 W kl. 14:24 lokal tid.
Efter en særdeles rolig sejlads fra Falklandsøerne kom vi her til formiddag til Kap Horn. Det er en klippeø som er en del af Chile, som har en masse farlige skær lige rundt omkring, og den har i gennem årene kostet mange søfolk livet. De to store have Stillehavet med lange bølger og stærk vestlig vind rammer Atlanterhavets krappe bølger og normalt er der storm netop her.
Jeg tror det er fordi jeg er med (sagt i al beskedenhed) at vi denne gang har det mest strålende solskin og en moderat vind. I hvert fald bliver der sagt, at det er længe siden vejret har været så flot, når de var her. Og da jeg jo ikke har været med før, så siger det jo lidt om sagen, ikke sandt. Så måske alligevel bønner har en vis virkning!!!
Ingen er søsyge eller dårlige, humøret er i top og hattene blæser af, hvis vi ikke holder godt fast på dem. Jeg tror langt de fleste passagerer var oppe på 11. dæk for at fotografere. Skibet hældede betænkeligt til styrbord side, men det var nu nok alligevel vinden, som fik den til det. Vi stod der i hundrede vis med vores cameraer og knipsede det ene billede efter det andet. Jeg tænkt på Peter Matthiesen, som i sin fars Great Dane på 28 fod havde rundet dette punkt helt alene, nej jeg tror nok han havde Miss med. Men jeg glemmer ikke, da han fortalte, at han netop her fik kontakt til en radioamatør, som lod ham tale direkte med sin far i Danmark. Det må have været et stort øjeblik, for de havde ikke hørt fra ham i meget lang tid, og det var jul. Og jeg tænkte på en pige Ellen Mac Arthur som alene i en store 44 fods katemaran slog verdens rekorden for singelhand sejlads rundt om jorden. Den hurtigste båd nogensinde. Detaljerne kan jeg ikke huske, men jeg har en optagelse fra TV fra hendes fantastiske sejlads. Hun rundede hornet i storm. Vi har også en sejlerkammerat i Gråsten sejlklub som sidste år fløj til Ushuaia og gik ombord i ”SOL” Kim og Gittes båd og sejlede rundt om hornet. Det var det eneste han manglede i at komme mærkelige steder.
Men det er jo lidt mærkeligt at stå sikkert på et stort skib, for her er der i hvert fald ingen farer. Vi så en enkelt sejlbåd, som vist var ved at ankre op, hvor der var lidt læ.
Vores ”Infinity” sejlede hele vejen rundt om øen Kap Horn og nu er vi med lods ombord på ved ind i de smalle sunde med Ildlandet på vores styrbord side.
Dagen har i øvrigt været en studiedag og læsedag. Jeg har skrevet nogle sætninger på hebraisk, som Lili vores israelske bordfælle skal rette. Og jeg har også skrevet nogle sætninger på spansk, for der er god mulighed for at få dem rettet også. Inger har strikket til den store guldmedalje.
Jeg regner med at opdatere bloggen, når vi kommer til Ushuaia.
Om Kap Horn
Her er lidt historiske kendsgerninger, hvis I gider læse videre.
Der er mange beretninger om hvordan Kap Horn blev opdaget. En kendsgerning er det at Le Maire fra Holland havde fået tilladelse til at handle på Indo-Vest-Pacitic området. Han sikrede sig at have monopol på den handel: At ingen andre hollandske skibe end hans måtte sejle igennem Magellan strædet eller Kap det gode Håb i Sydafrika.
Le Maire troede der var en vej syd om Sydamerika, som gjorde det muligt at sejle fra Atlanterhavet til Stille Havet. Derfor hyrede han Willem Schouten, en kaptajn som allerede havde sejlet flere gange til de egne. Der blev rejst penge i hans hjemby, Hoorn og sammen med hans søn Jacob fik de penge til 2 skibe: Eendracht og Hoorn. Målet var at finde guld og de blev kaldt guldsøgerne. Eendracht var det største af skibene. Det lykkedes begge skibe fra afrejsen maj 1615, at komme over til Patagonien, I ved den sydlige provins i Argentina. Skibene var meget medtagne, og de måtte reparere på dem. Under det arbejde udbrød der brand på Hoorn, som udbrændte. Eendracht fortsatte alene. 8 måneder senere passerede Eendracht Magellan Strædet, og den følgende rute kom til at hedde Le Marie. De passerede det sydligste punkt og kaldte det Cape Horn efter Schoutens fødeby. Oktober 1616 afsluttedes rejsen i Batavia (hvor så det end ligger) og de fandt ikke guldskatten.
Tierra del Fuego Ildlandet
Ferdinand Magellan så ild stige op fra landet, da han kom der. Derfor kom landet til at hedde Ildlandet. Da jeg gik i skole fik vi at vide, at i Ildlandet levede nogen af de mest primitive stammer, og nogle som aldrig havde mødt folk fra andre lande. I mine papirer her på ”Infinity” som jeg holder mig til, står der, at der endnu findes nogen af de mest øde og vilde egne i verden. Der var i 1800 tallet 4 stammer, som var registreret af opdagelsesrejsende: Onas, den største, som levede en nomade tilværelse som jægere og samlere. En gruppe, der hedder Haush, og en der hedder Yaghan. I den er det kvinderne som jager. De dykker ned i iskoldt vand for at fiske konge krabber. Og endelig en gruppe som hedder Alaclufes i de aller sydligste fjorde i Chile
Så nu skal I nok få fri
Kærlig hilsen Inger og Niels Ebbe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar