Rejsebrev nr. 6 Puerto Madryn i Patagonien, Argentina

Rejsebrev nr 6
04.02.2009 Puerto Madryn Argentina
Puerto Madryns historie er fantastisk. Denne del af Argentina hedder Patagonien. Den er et totalt øde område, som i mange år slet ikke var beboet i større omfang. Men det begyndte i 1865. En gruppe walisere kunne ikke finde sig til rette i deres hjemland. Argentina kunne tilbyde en fremtid. Argentina havde gjort krav på Patagonien men der var ingen til at bosætte sig der. I Maj 1865 sejlede en gammel the fragter ud fra Liverpool, og for ikke at fornærme de kvinder, der var ombord, var sønymfen i stævnen blevet fjernet. Få af immigranterne havde nogensinde været uden for deres landsby. Nu skulle de ud på en 6000 sømils lang sejltur tvært over Atlanten. Der var smede, minearbejdere, hustruer og deres søstre, bagere, babier og 3 gudfrygtige præster ombord. Tilsyneladende var der ingen landmænd.
Fem børn og 1 nyfødt døde undervejs, men d. 27. juli 1865 sejlede skibet ind i den bugt hvor vores krydstogtskib nu ligger. Golfo Nuevo. De 153 walisiske immigranter blev modtaget af 2 repræsentanter for Argentinas regering sammen med to af deres egne landsmænd Lewis Jones og Edwyn Roberts, som havde stået for hele arrangementet.. Den næste morgen 28, juli samledes de alle på stranden til en gudstjeneste og de begravede deres 5 børn og takkede samtidig fordi de var kommet frelst over det store hav. De opkaldte deres hjem efter deres walisiske baron Sir Thomas Duncombe Love Jones-Parry, baronen af Madryn i nordwest Wales i England.
De viste sig som nogle habile landbrugere, som ved hjælp af vanding fra den eneste flod, som lå 69 km væk kunne opdyrke det golde ørken. De blev velstående, og bevarede deres sprog og kultur og selv i dag er der i den by Trelew, som voksede op omkring floden med det reneste rene vand fra isafsmeltningen i Andesbjerne ovre i vest, skoler med walisisk sprog kirke og kultur. Børnebørns børnebørn har bevaret sprog og kultur til vore dage og det ser ud til at fortsætte. Vores Guide fortalte, at i Trelew, hvor hun boede var mange 2 sprogede walisisk/spansk børn og voksne.
Der holdt busser ved kajen, da vi lagde til. Byen lever nu af en stor aluminiums industri og er valgt til det fordi bugten er meget dyb og store skibe kan gå helt ind til kysten. Der er siden blevet lavet en stor dæmning et sted ovre ved Andesbjergene, som driver et kraftværk, der leverer strøm til aluminiums produktionen, som er meget energi krævende
Alle udflugter var udsolgt, så vi kørte bare med bussen ind til byen, som i dag har ca 60.000 indbyggere.
Vi så skilte som reklamerede med udflugter til det sted, hvor pingviner har deres reder, Vi købte en tur. 400 km fra kl. 10-17 og med 1½ times ophold ved pingvinerne. Prisen var ca 200 dollars.
Vi kørte i en minibus hvor der ikke var mere end 6 psersoner. Vi var utrolig heldige med guide. Mary vidste rigtig meget. Hun var uddannet biolog, men levede nu af at være guide og var fra waliser byen Trelew.
Pingviner, som det hele skulle dreje sig om har deres reder i Puerto Tumbo, som var målet for vores exkursion. I november-december måned kommer hannerne svømmende til stedet i tusindvis og går straks op på stranden og på i bakkerne for at finde den rede, som de sidste gang havde. Når de har fundet den gør de den fint i stand, de støvsuger og vasker gardiner og tørrer støvet af, så¨der er pænt til mutter kommer. Så stiller de sig op og venter. Efter nogle dage kommer hunnerne. De finder deres tidligere ægtefælde og vandrer så op for at se, hvordan huset ser ud. Man har videnskabelige forsøg, og brug af mærkninger, som viser at de er utrolig monogame. Hvis en kone ikke dukker op gør de alt for at tiltrække sig opmærksomheden. De sørger for at deres tag over huset, eller grotten som det jo er, et hull i jorden, og sikrer at der ikke kommer regn ned, og det ser ud til, at kvinderne vælger efter hvor meget manden kan tilbyde. Ak verden er ikke så forandret endda, vel!.
Så lægger hunnen 2 æg, med 2 dages mellemrum. Først ruger hun 20-23 dage og manden fister af sted for at fodre hende af. Hun forlader ikke æggene som er gemt i en lille hule oppe i fjerdragten, så de ikke skal ligge direkte på jorden. Hun vender dem hver dag for at de får ens varme hele vejen rundt. Så er det mandens tur til at ruge. 20-23 dage bliver han fodret af hunnen. Og så kommen udklækningen. Først det æg som først blev lagt og 2 dage senere det andet æg. Storebror bliver noget større end lillebror, og den forskel kommer til at gøre sig gældende for hele livet. Mary sagde: Hvad sker der, når far eller mor kommer med mad til de forsultne unger. Først fodres den store af, og han sluger så meget at han er ved at brække sig, Så vender far eller mor sig mod den mindre for at fodre den lille, men vips så er den store omme på den anden side og maser den lille væk og sluger også den lilles portion. Ofte går det så galt, at den lille dør af mangel på mad og kun den store klarer sig i gennem. Det er barske vilkår, men det var bl. a. det Darwin lagde mærke til, da han talte om ” overlevelse af den bedst egnede” ”Survival og the fittest”. Darwin har været her og især nede sydpå i Ushuaia, hvor vi kommer om et par dage.
Vi kørte ad en landevej som med sine 3000 km forbinder Ushuaia i syd med landet i nord. Det er en lang møgkedelig strækning. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at jeg netop havde læst om en idiot, som cyklede fra Ushuaia til Alaska 20.000 km uden at opleve noget som helst. Han cyklede og cyklede og cyklede og fandt et hotel, hvor han kunne sove efter 200 km på cykel i stærk sidemodvind og op ad bakke og ned ad bakke… behøver jeg fortælle mere. Jeg vover at påstå at Inger og jer på vores første 8 dage har oplevet mere end han har på 4 måneder. Har han måske oplevet at blive bestjålet af to gamle damer???
Da vi nåede frem til Punta Tombo efter ca 200 km ( de sidste 22 på grus og i støv) holdt der en del andre busser. Der er nemlig 2 krydstogtskibe inde i Madryn i dag, så vi fik nøje besked om at vi kun måtte færdes på den afmærkede sti. Hvis en pingvin ville passere stien, skulle vi stå stille, for den gik i lige linier frem til sin rede.
Det var altså skægt at se. Så kom der en pingvin han vraltende op over en bakke og lige ½ meter foran os tværs over stien. Nu skulle den jo altså bare hen til sine unger.
I begyndelsen var der i snesevis af pingviner, og masser af huller, som var deres reder. Nogle af rederne var mærket af forskerne med mærkater. Men efterhånden var der i hundredevis, og da jeg nåede ned til stranden stod de eller dykkede de i tusindvis. Det er det største redeområde for den 30 cm høje Magellanske pingvin der findes. Inger klarede det flot, det med at gå, og heldigvis var der et hus med nogle bænke, hvor hun kunne hvile sig. Jeg gik den næste km til udkikspunktet over stranden og tog billeder og filmede. For det meste var vi kun ½ til 1 meter pingvinerne, som virkede meget fortrolige med mennesker. Men en invation på 1000 nysgerrige turister med video og digital cameraer virkede naturligvis stressende på dem. Mary var også bekymret over, at 2 krydstogtskibe kom samme dag, men hvad kunne hun gøre.
Mary gjorde os opmærksom på at der langs vejen var nogle steder, hvor der var røde flag og et lille hus med tag over. Historien er som følger.
En deserteret soldat fra den argentinske hær var blevet taget til fange. Straffen var at halsen blev skåret over, og man blev hængt op i benene i et træ. Denne soldat var kristen og bad om at blive begravet med en kristen begravelse. Det blev ham nægtet. Så sagde soldaten at det ville gå ham ilde, hvis ikke hans ønske blev opfyldt. Da bødlen kom hjem var hans et af hans børn alvorligt syg. Han skyndte sig tilbage og begravede soldaten. Så blev barnet rask igen. Soldatens kone havde netop født et lille barn, og hun forlod sit hjem og gik gennem ørkenen for at høre nyt om sin mand. Men ingen kommer levende igennem ørkenen uden vand. Så konen døde og man fandt hende med barnet diende ved sit bryst der gav mælk selvom hun var død. Barnet var levende. Det blev betragtet som et under og siden da er der små stationer markeret med røde flag hvor man de vejfarende hele tiden sørger for at der er vand. Det er mest blandt truckførere denne overtro er udbredt og de røde flag præger stadig vejsiden med mellemrum.
Vi så den slags kultsteder mange steder.
Overalt omkring Trelew flød det med plastik. Mary fortalte, at et af de store problemer var de åbne lossepladser. Skidtet fløj rundt og plastikken blev fanget af buskene. Det så virkelig ikke godt ud.
På vores vej tilbage var både en bus og en minibus brudt sammen og vi fik en masse over i vores vogn. Nogle af dem skulle være tilbage på det andet krydstogtskib før os så de kom over i en anden bil. Men ellers gik det tilbage af den samme kedelige kedelige vej. Der var kun en lav buskvækst på begge sider af landevejen. Men der var også en 69 km lang vandledning, som førte vant til Madryn, da der ikke er noget drikkevand i den by overhovédet.
Ved tilbagekomsten til skibet blev vi modtaget nede på kajen af personalet som bød kaffe, the vand og et par andre tjenere stod med våde opvredne kolde klude så vi kunne tørre noget af støvet af hænder og ansigt førend vi gik ombord.
Vores aftensmad blev nydt i Trellis restaurant i kjole og fint jakkesæt. Jeg bemærkede med afsky, at en mand kom i coyboybukser og ternet skjorte. Det var en direkte overtrædelse af reglerne, men han fik lov til at komme ind. Føj. Jeg opgiver at fortælle hvad vi fik at spise. Nu er det jo blevet hverdag med 4 retter mad, og en sommelier tjener (dv.s en tjener til vinen) og en anden til at servere og en 3 til at tage tallerkener ud. Sommelier tjeneren er i bordeau farvet jakke og serveringstjeneren i gråstribet vest med grå krave og sorte bukser og med et emblem på. Ham den nederste i hierarkiet har ingen emblem. Synd for ham.
52
61