03.02.2009
Havet ud for Patagonien. Sydamerikas østkyst
02.02
Vi gik en byrundtur i Montevideo, Uruguay. Vi besøgte kun den gamle bydel, som ligger nede ved havnen. Byen har 1.5 mill indbyggere og er Uruguays hovedstad. Den har fået sit navn fra den spanske opdagelsesrejsende som for adskillige hundrede år siden første gang så et bjerg,, som ligger lige ved byen. Monte Video= Syn af et bjerg.
. Der var talrige boder med læservarer og vi syntes til rimelige priser. Inger fik sig en fiks læderkasket og jeg et par dejlige handsker. 1alt 30 dollars. Vi nød en øl på torvet, men ellers vil jeg ikke påstå at der var så meget vi blev optaget af. Da vi kom tilbage til båden efter 2½ time i byen kunne jeg sende billeder og tekst til vores blog fra en internetcafe for 2 dollars. Resten af dagen nød vi ved de talrige svømmepøler og spabade. Vi fik også læst en del.
03-02-2009
Mordforsøg?
Min hovedpude var smurt til med blod, da jeg vågnede. Var det er mordforsøg? Næppe for mordersken, altså den eneste mulige lå i sin sødeste søvn. Nej det var mine slimhinder som havde givet op efter den halsbetændelse med tilhørende løbende næse jeg havde fået. Sikke noget svineri. Ud på badeværelset med blodet løbende ned af ansigtet og forsøgende at undgå at dryppe på tæppe og andet. Men ned af blusen var det da løbet. Sådan noget er faktisk meget rødt. Det kan ses tydeligt på en hvid nattrøje.
Jeg fik stoppet noget papir i næsten og så kom Inger med en flaske vodka eller var det rom fra køleskabet. Så kunne jeg måske komme mig igen. Hun mente nu ikke jeg skulle drikke den, men lægge den over næseroden for at standse blødningerne. Se billedet.
Vi havde jo truffet Carsten Ibsen og Birgit lægen fra julemærkehjemmet, og jeg vil prøve at spørge om han har noget smertestillende så jeg får en bedre nats søvn i aften.
Men hjælpen er åbenbart tæt ved. Inger tiltrak sig stor opmærksomhed ved at sidde og strikke. Kvinderne flokkedes om hende. En dame fra Californien spurgte meget interesseret til hendes mønster. Hun strikker et nyt tæppe. Hendes mand Don Collins indledte en samtale. Han havde været ansat i et firma som lavede dele til de svenske Saab fly. Jeg fortalte ham om blodbadet i vores kahyt og han tilbød straks at give mig nogle smertestillende Ibuprofen piller, så jeg kunne få en nats søvn. Sådan møder vi venlighed og hjælpsomhed overalt. Personalet er meget venligt og deres drikkepenge er allerede regnet ud og bliver til sidst trukket fra vores konto. Vi kan ikke bruge rede penge ombord bortset fra ved spillebordene, men der har vi ikke i sinde at komme.
Middag i Trillys restaurant.
Se her på skibet er der noget der hedder ”dresscode” ” påklædnings regler”. For at spise den 4 retters menu i Trillys restaurant skal man være klædt om. Damerne i cocktail kjoler eller selskabstøj og herrerne i smoking eller til nød en hvis skjorte med jakke. Vi har jo truffet de der danskere Birgit og Carsten og det viste sig at vi skulle sidde ved samme bord nr, 547. Ved det bord sad der yderligere Ami og Laila. De er fra Israel, så jeg fik lejlighed til at lufte mit hebraisk. (De kunne ikke forstå at jeg stadig kunne tale det sprog skønt jeg lærte det i 1960, men det sidder nu så fast, så jeg morer mig meget over at snakke det)
Inger og jeg kom 15 før dørene blev åbnet, men vi stillede os indenfor og iagttog alle forberedelserne. Over en mindre højttaler lød nu ordrene til tjenerne: Nu må i tænde lys på bordene, nu skal alle tjenere tage de hvide handsker på, nu skal I stille jer op på jeres pladser og nu skal overtjenerne stå ved døren i række og byde gæsterne velkomne. Nu skal døren åbnes. Jo tak, her var intet overladt til tilfældet. Det gik som efter en snor.
Vi var 6 ved et rundt bord og der var 3 sæt knive og gafler og rød- og hvidvinsglas vandglas og blomster. Vores overtjener hedder Mario og hans navn står på et skilt på bordet. Han bød os velkommen, og nu var det Ingers og min første optræden i Trillys restaurant, så han sagde vi savnede jer i går. Åbenbart regner de med, at man klæder sig om til middagen hver dag og præsenterer en nye kjole hver aften. Det er jo lidt lettere for manden, altså hvis det er mig, for jeg behøver bare at skifte manchetknappen ud i den skjorte, som jeg har vasket fra sidste gang, for jeg har ikke 14 skjorte med en til hver aften.
Mario rækker os menukortet som indeholder valgfrihed mellem en apepitvækker, suppe/ salat, Entre og dessert.
Det er en jungle at finde ud af, men Mario er venlig og vejleder os til et godt valg. Jeg valgte ”Chilled San Francisco Crab Louis”, og ”Soup a l’Oignon with Melted Gruyere Cheese”, og Tournedos Rossini- Angus Filet of Beef with Goose Liver Paté and Sauce Perigordine” som dessert valgte jeg “Warm Apple Tart Tatin with Caramel Sauce and Crème Chantilly” Bare rolig, jeg forstår heller ikke det hele, det er derfor jeg skriver det på udenlandsk. Men det smage rigtigt godt det hele. Særlig Angus kødet var dejligt. Næste dag fikjeg Beuf Bourgignon, og den var så mør så den kunne skæres med en gaffel.
Efter middagen gik vi i teatret. Det rummer 900 pladser med tilskuere på 2 balkoner. Det var meget dygtige sangere og dansere, som opførte stykker af Phantom of the Opera og Westside Story. Der var særlig en bassanger, som sang helt vidunderligt. Hver aften er der en ny forestilling som bliver opført 3 gange samme dag.
Men nu til lidt tal om båden.
Den er bygget i Frankrig i 2001 og er 330 m. lang og 35 m. bred. Den stikker 9 m. og sejler med 24 knobs fart. Der er 10 elevatorer som bringer os fra 1 til 11 dæk. Skibet er indregistreret på Malta. Mandskabet er på 950 mand. Officerne er grækere og skibets ejer er græker Der er 2 Penthouse suiter, 8 royal suiter. I alt er der 1019 kabiner med plads til 2300 passagerer, med denne tur er der 1951. I Trellis restaurant er der både borde på gulvet 4 dæk og balkonerne 5 dæk med plads til 1170 personer. Der hvor vi spiser morgenmad og andre mellemmåltider er Oceanview Cafe med plads til 754. Overalt står der personale som hilser os og som vi kan søge hjælp hos. Drikkepenge systemet er gennemorganiseret. Vi har ingen kontanter, men bruger vores plastikkort, som vi fik, da vi gik ombord. Hvis vi køber noget trækkes det fra det kreditkort, som vi har skullet opgive. På TV kan vi hver dag se, hvor fattige vi er blevet. Så har de fundet ud af at trække os automatisk for drikkepenge. Der trækkes hver dag 11,50 dollars per person i drikkepenge. Det skal lægges oven i den pris vi har betalt, så det bliver jo godt og vel 300 dollars ekstra.
Havet ud for Patagonien. Sydamerikas østkyst
02.02
Vi gik en byrundtur i Montevideo, Uruguay. Vi besøgte kun den gamle bydel, som ligger nede ved havnen. Byen har 1.5 mill indbyggere og er Uruguays hovedstad. Den har fået sit navn fra den spanske opdagelsesrejsende som for adskillige hundrede år siden første gang så et bjerg,, som ligger lige ved byen. Monte Video= Syn af et bjerg.
. Der var talrige boder med læservarer og vi syntes til rimelige priser. Inger fik sig en fiks læderkasket og jeg et par dejlige handsker. 1alt 30 dollars. Vi nød en øl på torvet, men ellers vil jeg ikke påstå at der var så meget vi blev optaget af. Da vi kom tilbage til båden efter 2½ time i byen kunne jeg sende billeder og tekst til vores blog fra en internetcafe for 2 dollars. Resten af dagen nød vi ved de talrige svømmepøler og spabade. Vi fik også læst en del.
03-02-2009
Mordforsøg?
Min hovedpude var smurt til med blod, da jeg vågnede. Var det er mordforsøg? Næppe for mordersken, altså den eneste mulige lå i sin sødeste søvn. Nej det var mine slimhinder som havde givet op efter den halsbetændelse med tilhørende løbende næse jeg havde fået. Sikke noget svineri. Ud på badeværelset med blodet løbende ned af ansigtet og forsøgende at undgå at dryppe på tæppe og andet. Men ned af blusen var det da løbet. Sådan noget er faktisk meget rødt. Det kan ses tydeligt på en hvid nattrøje.
Jeg fik stoppet noget papir i næsten og så kom Inger med en flaske vodka eller var det rom fra køleskabet. Så kunne jeg måske komme mig igen. Hun mente nu ikke jeg skulle drikke den, men lægge den over næseroden for at standse blødningerne. Se billedet.
Vi havde jo truffet Carsten Ibsen og Birgit lægen fra julemærkehjemmet, og jeg vil prøve at spørge om han har noget smertestillende så jeg får en bedre nats søvn i aften.
Men hjælpen er åbenbart tæt ved. Inger tiltrak sig stor opmærksomhed ved at sidde og strikke. Kvinderne flokkedes om hende. En dame fra Californien spurgte meget interesseret til hendes mønster. Hun strikker et nyt tæppe. Hendes mand Don Collins indledte en samtale. Han havde været ansat i et firma som lavede dele til de svenske Saab fly. Jeg fortalte ham om blodbadet i vores kahyt og han tilbød straks at give mig nogle smertestillende Ibuprofen piller, så jeg kunne få en nats søvn. Sådan møder vi venlighed og hjælpsomhed overalt. Personalet er meget venligt og deres drikkepenge er allerede regnet ud og bliver til sidst trukket fra vores konto. Vi kan ikke bruge rede penge ombord bortset fra ved spillebordene, men der har vi ikke i sinde at komme.
Middag i Trillys restaurant.
Se her på skibet er der noget der hedder ”dresscode” ” påklædnings regler”. For at spise den 4 retters menu i Trillys restaurant skal man være klædt om. Damerne i cocktail kjoler eller selskabstøj og herrerne i smoking eller til nød en hvis skjorte med jakke. Vi har jo truffet de der danskere Birgit og Carsten og det viste sig at vi skulle sidde ved samme bord nr, 547. Ved det bord sad der yderligere Ami og Laila. De er fra Israel, så jeg fik lejlighed til at lufte mit hebraisk. (De kunne ikke forstå at jeg stadig kunne tale det sprog skønt jeg lærte det i 1960, men det sidder nu så fast, så jeg morer mig meget over at snakke det)
Inger og jeg kom 15 før dørene blev åbnet, men vi stillede os indenfor og iagttog alle forberedelserne. Over en mindre højttaler lød nu ordrene til tjenerne: Nu må i tænde lys på bordene, nu skal alle tjenere tage de hvide handsker på, nu skal I stille jer op på jeres pladser og nu skal overtjenerne stå ved døren i række og byde gæsterne velkomne. Nu skal døren åbnes. Jo tak, her var intet overladt til tilfældet. Det gik som efter en snor.
Vi var 6 ved et rundt bord og der var 3 sæt knive og gafler og rød- og hvidvinsglas vandglas og blomster. Vores overtjener hedder Mario og hans navn står på et skilt på bordet. Han bød os velkommen, og nu var det Ingers og min første optræden i Trillys restaurant, så han sagde vi savnede jer i går. Åbenbart regner de med, at man klæder sig om til middagen hver dag og præsenterer en nye kjole hver aften. Det er jo lidt lettere for manden, altså hvis det er mig, for jeg behøver bare at skifte manchetknappen ud i den skjorte, som jeg har vasket fra sidste gang, for jeg har ikke 14 skjorte med en til hver aften.
Mario rækker os menukortet som indeholder valgfrihed mellem en apepitvækker, suppe/ salat, Entre og dessert.
Det er en jungle at finde ud af, men Mario er venlig og vejleder os til et godt valg. Jeg valgte ”Chilled San Francisco Crab Louis”, og ”Soup a l’Oignon with Melted Gruyere Cheese”, og Tournedos Rossini- Angus Filet of Beef with Goose Liver Paté and Sauce Perigordine” som dessert valgte jeg “Warm Apple Tart Tatin with Caramel Sauce and Crème Chantilly” Bare rolig, jeg forstår heller ikke det hele, det er derfor jeg skriver det på udenlandsk. Men det smage rigtigt godt det hele. Særlig Angus kødet var dejligt. Næste dag fikjeg Beuf Bourgignon, og den var så mør så den kunne skæres med en gaffel.
Efter middagen gik vi i teatret. Det rummer 900 pladser med tilskuere på 2 balkoner. Det var meget dygtige sangere og dansere, som opførte stykker af Phantom of the Opera og Westside Story. Der var særlig en bassanger, som sang helt vidunderligt. Hver aften er der en ny forestilling som bliver opført 3 gange samme dag.
Men nu til lidt tal om båden.
Den er bygget i Frankrig i 2001 og er 330 m. lang og 35 m. bred. Den stikker 9 m. og sejler med 24 knobs fart. Der er 10 elevatorer som bringer os fra 1 til 11 dæk. Skibet er indregistreret på Malta. Mandskabet er på 950 mand. Officerne er grækere og skibets ejer er græker Der er 2 Penthouse suiter, 8 royal suiter. I alt er der 1019 kabiner med plads til 2300 passagerer, med denne tur er der 1951. I Trellis restaurant er der både borde på gulvet 4 dæk og balkonerne 5 dæk med plads til 1170 personer. Der hvor vi spiser morgenmad og andre mellemmåltider er Oceanview Cafe med plads til 754. Overalt står der personale som hilser os og som vi kan søge hjælp hos. Drikkepenge systemet er gennemorganiseret. Vi har ingen kontanter, men bruger vores plastikkort, som vi fik, da vi gik ombord. Hvis vi køber noget trækkes det fra det kreditkort, som vi har skullet opgive. På TV kan vi hver dag se, hvor fattige vi er blevet. Så har de fundet ud af at trække os automatisk for drikkepenge. Der trækkes hver dag 11,50 dollars per person i drikkepenge. Det skal lægges oven i den pris vi har betalt, så det bliver jo godt og vel 300 dollars ekstra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar