Rejsebrev nr 8
06.02.2009 Port Stanley. Falklandsøerne
Sejlturen til Falklandsøerne gik fuldstændig planmæssigt og gnidningslyst. Vandet har opført sig som vand skal, når det ikke vil have skældud. Ved solopgang gled vi ind i fjorden ved den største ( fordi det er den eneste) by Port Stanley på øerne, som har 3000 indbyggere.
Denne morgen havde jeg sat telefonen til at vække. Det gør man ved blot at løfte røret og trykke på en knap for vækning, og derpå indtaste kl. 07:00. Uf hvor var det tidligt. Man er vel på ferie. Men jeg havde meldt mig til en udflugt.
Skibet ligger 2 sømil fra Stanley for anker og derfor skal alle sejles ind til byen i vores redningsbåde. Men den tur jeg havde valgt var en tur først med motorbåd til et punkt inde i bugten og derfra med 4 hjulstrækkere til pingvinernes yngleplads. Vi blev inddelt i hold på 12, for hver karavane bestående af 4 biler tog kun 12 personer med. Da jeg så bilerne skyndte jeg mig hen til en af dem, og spurgte om jeg kunne få lov at sidde på forsædet. Men der sad allerede en mand i hver af dem, og så opdagede jeg at alle bilerne havde rattet i højre side. Alt her på øerne skal være engelsk, så selvfølgelig skal de køre lige så tosset som de gør i England, nemlig i venstre side af vejen. Heldigvis fandt jeg en forsæde og Trevor, som føreren hed vidste hen hel masse, så jeg kunne få min nysgerrighed tilfredsstillet.
Der var slet ingen vej, der, hvor vi skulle køre. I kan tro, nu ved jeg hvad en firehjulstrækker kan bruges til. Ind imellem var der kæmpe store huller, som bilerne blev listet ned i og op af igen. Trevor var indfødt Falklandsbeboer og ejede selv den bil vi kørte i En Land-rover med en 4 cylindret Ford motor. Han kørte formidabelt. I forvejen var vi blevet advaret mod at tage med hvis vi havde hjerteproblemer, eller dårlig ryg eller nakke eller var gravide. Jeg vidste med mig selv at jeg ikke var det sidste,, så jeg vovede at tage med. Advarslen var fuldt berttiget. Det gik over sten og klippestykker og gennem jordbunker og løst sand. Vi kørte ca 45 min, og jeg misundte ikke Trevor, som skulle tilbage og hente et nyt læs. Undervejs kom vi forbi marker, der var afmærket med minefare. Det var områder, der endnu ikke var blevet renset fra Falklandskrigen i 1982. 2007 briter blev dræbt og 7 civile. Argentinernes tabstal er aldrig blevet gjort op, men var på over 1000.
Jeg snakkede med Trevor om krigen og sagde:: Hvorfor overlod i ikke bare øerne til Argentina. De var jo meget nærmere til at have dem, når de lå lige ved og vi måtte da kunne blive enige om at kolonitiden for længst var ovre. Hvorpå Trevor sagde: Vil du gerne gå hjem? Så talte vi ikke mere om krigen. Men jeg kunne ikke dy mig for at spørge, om der var et argentinsk mindretal og om der var skoler, hvor spansk var undervisningssproget. Jeg forklarede, at jeg selv kom fra et mindretal, som havde gode kår i forhold til flertalsbefolkningen. Han måtte indrømme at der var en argentinsk mindretal, han mente kun at det var 20 personer, men der blev ikke undervist i spansk. Det var faktisk forbudt. Der foregik nogen undervisning i privat regi i spansk. Han fortalte også at i den første tid efter krigen var det forbudt for argentinerne at komme til Falklandsøerne, som Argentinerne i øvrigt kalder Islas Malvinas. I parentes kan jeg lige fortælle at de er opkaldt efter en fransk sømand fra St. Malo i Frankrig.
Det er omstridt hvem, der først har opdaget øerne. Magellan Americo Vespucci har været der og allerede tegnet dem ind på et kort allerede i begyndelsen af 1500 tallet. Men 1592 Kom opdageren John Davis fra England. 1690 gjorde kaptajn John Strong krav på dem i Englands navn og opkaldte dem efter kongelig admiral Antony Cary af Falkland, Skotland. Det tog over ¾ århundrede førend de første britere beboede øerne. Over de næste 200 år skiftedes Frankrig, Spanien og Argentina til at gøre krav på dem.
1833 tog England den fulde kontrol over dem og 1933 blev 100 året fejret.
1982 styrede en militærjunta i Argentina landet med hård hånd. De foretog en katastrofal fejlbedømmelse, da de troede, at England uden sværdslag ville give øerne fra sig. Premiere minister Margareth Thatcher, som stod foran et valg, handlede resolut og sendte en knusende hær til øerne og Argentinas hær blev totalt nedkæmpet. Fru Thatcher blev genvalgt. Jeg er sikker på, at man skal bare røre ved nationalitets strengene så kommer folk i oprør. Nu er det naturligvis et vigtigt militært sted, og de af befolkningen jeg talte med var fuldstændig overbeviste om at de ville høre til England, og de var også britiske statsborgere.
Pinviner
Vores flinke Trevor satte os 4 af ude ved kysten. Pingvinerne gik mellem benene på os. Eller de stod bare og glanede. Naturvejlederen gjorde opmærksom på at de havde 2 gæster i dag. Det var 2 Konge-pingviner. Nøj, hvor var de flotte. De er ca 45-50 cm høje og ranke og har et gult næb og et par gule pletter ved kinderne og gult slips. Se selv på billederne. Vi var så heldige,, at de pludselig fandt på at vandre over til den snor, som afgrænsede vores bevægelsesfrihed. Så kunne vi kikke hinanden ind i øjnene og filme dem. Det var en stor og dejlig oplevelse. I alt varede turen med transport tilbage til skibet ca 3 timer og kostede 134 Us dollars. Det var godt Inger ikke var med, det havde hun ikke kunnet klare så hård som den kørsel var. Jeg kan stadig mærke i ryggen, at jeg har været ude på det vilde.
Men tilbage på skibet besluttede vi at tage en redningsbåd til byen og gå lidt rundt. Da vi stod nede ved trappen til redningsbåden sagde jeg til Inger: Jeg har altså ingen dollars med, jeg har vist kun 1 dollar, den viste jeg hende. Ved I så hvad der skete? En dame som stod lidt bagved mig sagde: sagde du 1 dollar, jamen du kan da låne nogen af mig. Nej tak sagde jeg, vi klarer det nok. Men da jeg gik forbi hende i båden rakte hun mig et stykke papir og indeni lå der 20 dollars. På papiret havde hun skrevet sit navn kahytsnummer. Tag du bare dem, hvis I nu får lyst til et eller andet.
Jeg var helt paf. En vildt fremmed dame, som ikke kendte mine kleptomane tilbøjeligheder og som jeg slet ikke kendte.
Vi fik ikke b rug for pengene, så da vi kom tilbage ringede jeg på Sarah værelse og Inger og jeg gik ned for at afleverer pengene og sige tak. Vi skulle endelig komme indenfor. Der var foruden Sarah, som var fra Californien en dame på 56 år fra Mexico. De var meget nysgerrige og åbne. Først ville mexiko damen høre om hvad vi syntes om Mary Frederiks kone. Det viste sig, at kun var overordentlig velorienteret i det danske kongehus. Frederik og Joakim og deres nuværende og forhenværende koner eller kærester. Så ville de gerne vide hvad vi var for nogen, og da jeg sagde at jeg var præst var der ingen ende på spørgsmål. Det blev til at jeg måtte komme med en hel lille forelæsning´om Luther og vores kirkesyn. Samtalen er slet ikke slut, men Inger og jeg skulle op og klæde om til middagen, så vi måtte afbryde den. Men vi kommer helt sikkert til at snakke mere med dem. Sarah siger at hun er ateist og mexicaneren er katolik, men meget kritisk overfor den katolske kirke og paven. For resten jeg har netop læst om Benedikts fejltagelse, at han vil genudnævne holokost benægteren Willams til biskop og at Merkel har protesteret og nu også en masse andre. Ellers ved vi ikke meget om hvordan det går i lille Danmark.
I Port Stanley var der Iikke meget at se udover den anlikansk kirke, med en masse mindeplader for folk, der havde mistet livet for Falklandsøernes skyld,, eller som bare ønskede at få deres gravminde på væggen indgraveret i en plade. Men vi traf 3 unge mennesker, som var fra Bella Russia, (jeg tror nok det hedder sådan, en stat i Rusland). De var ansat til at spille klassisk musik på en kruiser som sejlede til Antarktis. De fortalte at de var så glade for at komme til Stanley, for de havde været ude i en storm så alle møblerne væltede rundt mellem hinanden. Nu er vi på vej til et af de meget frygtede steder på denne klode, sejladsen rundt om Kap Horn. I dag har vi haft strålende sol og det har slet ikke været så koldt som vi havde frygtet, jeg havde taget 5 lag på og min sejlerkasket og vinterhandsker. Jeg frøs slet ikke. Så nu får vi se, hvordan vi rundet Kap Horn.
Kærlig hilsen fra Niels Ebbe og (Inger som sover)
06.02.2009 Port Stanley. Falklandsøerne
Sejlturen til Falklandsøerne gik fuldstændig planmæssigt og gnidningslyst. Vandet har opført sig som vand skal, når det ikke vil have skældud. Ved solopgang gled vi ind i fjorden ved den største ( fordi det er den eneste) by Port Stanley på øerne, som har 3000 indbyggere.
Denne morgen havde jeg sat telefonen til at vække. Det gør man ved blot at løfte røret og trykke på en knap for vækning, og derpå indtaste kl. 07:00. Uf hvor var det tidligt. Man er vel på ferie. Men jeg havde meldt mig til en udflugt.
Skibet ligger 2 sømil fra Stanley for anker og derfor skal alle sejles ind til byen i vores redningsbåde. Men den tur jeg havde valgt var en tur først med motorbåd til et punkt inde i bugten og derfra med 4 hjulstrækkere til pingvinernes yngleplads. Vi blev inddelt i hold på 12, for hver karavane bestående af 4 biler tog kun 12 personer med. Da jeg så bilerne skyndte jeg mig hen til en af dem, og spurgte om jeg kunne få lov at sidde på forsædet. Men der sad allerede en mand i hver af dem, og så opdagede jeg at alle bilerne havde rattet i højre side. Alt her på øerne skal være engelsk, så selvfølgelig skal de køre lige så tosset som de gør i England, nemlig i venstre side af vejen. Heldigvis fandt jeg en forsæde og Trevor, som føreren hed vidste hen hel masse, så jeg kunne få min nysgerrighed tilfredsstillet.
Der var slet ingen vej, der, hvor vi skulle køre. I kan tro, nu ved jeg hvad en firehjulstrækker kan bruges til. Ind imellem var der kæmpe store huller, som bilerne blev listet ned i og op af igen. Trevor var indfødt Falklandsbeboer og ejede selv den bil vi kørte i En Land-rover med en 4 cylindret Ford motor. Han kørte formidabelt. I forvejen var vi blevet advaret mod at tage med hvis vi havde hjerteproblemer, eller dårlig ryg eller nakke eller var gravide. Jeg vidste med mig selv at jeg ikke var det sidste,, så jeg vovede at tage med. Advarslen var fuldt berttiget. Det gik over sten og klippestykker og gennem jordbunker og løst sand. Vi kørte ca 45 min, og jeg misundte ikke Trevor, som skulle tilbage og hente et nyt læs. Undervejs kom vi forbi marker, der var afmærket med minefare. Det var områder, der endnu ikke var blevet renset fra Falklandskrigen i 1982. 2007 briter blev dræbt og 7 civile. Argentinernes tabstal er aldrig blevet gjort op, men var på over 1000.
Jeg snakkede med Trevor om krigen og sagde:: Hvorfor overlod i ikke bare øerne til Argentina. De var jo meget nærmere til at have dem, når de lå lige ved og vi måtte da kunne blive enige om at kolonitiden for længst var ovre. Hvorpå Trevor sagde: Vil du gerne gå hjem? Så talte vi ikke mere om krigen. Men jeg kunne ikke dy mig for at spørge, om der var et argentinsk mindretal og om der var skoler, hvor spansk var undervisningssproget. Jeg forklarede, at jeg selv kom fra et mindretal, som havde gode kår i forhold til flertalsbefolkningen. Han måtte indrømme at der var en argentinsk mindretal, han mente kun at det var 20 personer, men der blev ikke undervist i spansk. Det var faktisk forbudt. Der foregik nogen undervisning i privat regi i spansk. Han fortalte også at i den første tid efter krigen var det forbudt for argentinerne at komme til Falklandsøerne, som Argentinerne i øvrigt kalder Islas Malvinas. I parentes kan jeg lige fortælle at de er opkaldt efter en fransk sømand fra St. Malo i Frankrig.
Det er omstridt hvem, der først har opdaget øerne. Magellan Americo Vespucci har været der og allerede tegnet dem ind på et kort allerede i begyndelsen af 1500 tallet. Men 1592 Kom opdageren John Davis fra England. 1690 gjorde kaptajn John Strong krav på dem i Englands navn og opkaldte dem efter kongelig admiral Antony Cary af Falkland, Skotland. Det tog over ¾ århundrede førend de første britere beboede øerne. Over de næste 200 år skiftedes Frankrig, Spanien og Argentina til at gøre krav på dem.
1833 tog England den fulde kontrol over dem og 1933 blev 100 året fejret.
1982 styrede en militærjunta i Argentina landet med hård hånd. De foretog en katastrofal fejlbedømmelse, da de troede, at England uden sværdslag ville give øerne fra sig. Premiere minister Margareth Thatcher, som stod foran et valg, handlede resolut og sendte en knusende hær til øerne og Argentinas hær blev totalt nedkæmpet. Fru Thatcher blev genvalgt. Jeg er sikker på, at man skal bare røre ved nationalitets strengene så kommer folk i oprør. Nu er det naturligvis et vigtigt militært sted, og de af befolkningen jeg talte med var fuldstændig overbeviste om at de ville høre til England, og de var også britiske statsborgere.
Pinviner
Vores flinke Trevor satte os 4 af ude ved kysten. Pingvinerne gik mellem benene på os. Eller de stod bare og glanede. Naturvejlederen gjorde opmærksom på at de havde 2 gæster i dag. Det var 2 Konge-pingviner. Nøj, hvor var de flotte. De er ca 45-50 cm høje og ranke og har et gult næb og et par gule pletter ved kinderne og gult slips. Se selv på billederne. Vi var så heldige,, at de pludselig fandt på at vandre over til den snor, som afgrænsede vores bevægelsesfrihed. Så kunne vi kikke hinanden ind i øjnene og filme dem. Det var en stor og dejlig oplevelse. I alt varede turen med transport tilbage til skibet ca 3 timer og kostede 134 Us dollars. Det var godt Inger ikke var med, det havde hun ikke kunnet klare så hård som den kørsel var. Jeg kan stadig mærke i ryggen, at jeg har været ude på det vilde.
Men tilbage på skibet besluttede vi at tage en redningsbåd til byen og gå lidt rundt. Da vi stod nede ved trappen til redningsbåden sagde jeg til Inger: Jeg har altså ingen dollars med, jeg har vist kun 1 dollar, den viste jeg hende. Ved I så hvad der skete? En dame som stod lidt bagved mig sagde: sagde du 1 dollar, jamen du kan da låne nogen af mig. Nej tak sagde jeg, vi klarer det nok. Men da jeg gik forbi hende i båden rakte hun mig et stykke papir og indeni lå der 20 dollars. På papiret havde hun skrevet sit navn kahytsnummer. Tag du bare dem, hvis I nu får lyst til et eller andet.
Jeg var helt paf. En vildt fremmed dame, som ikke kendte mine kleptomane tilbøjeligheder og som jeg slet ikke kendte.
Vi fik ikke b rug for pengene, så da vi kom tilbage ringede jeg på Sarah værelse og Inger og jeg gik ned for at afleverer pengene og sige tak. Vi skulle endelig komme indenfor. Der var foruden Sarah, som var fra Californien en dame på 56 år fra Mexico. De var meget nysgerrige og åbne. Først ville mexiko damen høre om hvad vi syntes om Mary Frederiks kone. Det viste sig, at kun var overordentlig velorienteret i det danske kongehus. Frederik og Joakim og deres nuværende og forhenværende koner eller kærester. Så ville de gerne vide hvad vi var for nogen, og da jeg sagde at jeg var præst var der ingen ende på spørgsmål. Det blev til at jeg måtte komme med en hel lille forelæsning´om Luther og vores kirkesyn. Samtalen er slet ikke slut, men Inger og jeg skulle op og klæde om til middagen, så vi måtte afbryde den. Men vi kommer helt sikkert til at snakke mere med dem. Sarah siger at hun er ateist og mexicaneren er katolik, men meget kritisk overfor den katolske kirke og paven. For resten jeg har netop læst om Benedikts fejltagelse, at han vil genudnævne holokost benægteren Willams til biskop og at Merkel har protesteret og nu også en masse andre. Ellers ved vi ikke meget om hvordan det går i lille Danmark.
I Port Stanley var der Iikke meget at se udover den anlikansk kirke, med en masse mindeplader for folk, der havde mistet livet for Falklandsøernes skyld,, eller som bare ønskede at få deres gravminde på væggen indgraveret i en plade. Men vi traf 3 unge mennesker, som var fra Bella Russia, (jeg tror nok det hedder sådan, en stat i Rusland). De var ansat til at spille klassisk musik på en kruiser som sejlede til Antarktis. De fortalte at de var så glade for at komme til Stanley, for de havde været ude i en storm så alle møblerne væltede rundt mellem hinanden. Nu er vi på vej til et af de meget frygtede steder på denne klode, sejladsen rundt om Kap Horn. I dag har vi haft strålende sol og det har slet ikke været så koldt som vi havde frygtet, jeg havde taget 5 lag på og min sejlerkasket og vinterhandsker. Jeg frøs slet ikke. Så nu får vi se, hvordan vi rundet Kap Horn.
Kærlig hilsen fra Niels Ebbe og (Inger som sover)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar